Jeg gnider mig i øjnene denne søndag morgen. Er jeg vågen, eller er det et mareridt? Er det 1. maj eller 1. april ? Kvindelige badmintonspillere over hele kloden skal nu tvinges til at spille i nederdel.
Gør de ikke det fra 1. juni, bliver de udelukket fra internationale turneringer. Og begrundelsen? Ja det er, at der mangler tilskuere til kvindelig badminton . Altså forlanger badmintonforbundet, at de kvindelige spillere klæder sig mere æggende eller udfordrende. Så mændende får noget at se på !
Formanden for det internationale badmintonforbund, danskeren Thomas Lund, bruger lidt mere slebne, men ikke mindre slibrige vendinger i Politiken: ”Vi gør det for at øge interessen for kvindernes spil ved hjælp en en æstetisk præsentation af sporten”.
Sikke en gang sludder. Sikke en uhyggelig mandsdomineret ”tænkning”. Jeg mindes tiden, hvor nazisterne langsomt omkalfatrede det tyske rige med den ene mere perverse forskrift efter den anden. Vel er et badmintonforbund ikke en regering og forbundet er vel ikke nazistisk, men tankegangen er tæt på at være det. Dette helt ureflekterede misbrug af en magt, hvor al anstændighed trædes under fode og hvor evnen tl at perspektivere er væk. Der mangler tilskuere og så skal kvinderne bare vise deres krop (det formanden kalder “en mere æstetisk præsentation af sporten”), så vi kan tiltrække de gamle grise, der ikke kommer for sportens, men for udsigtens skyld. Hvor er det utiltalende.
Ærlig talt troede jeg ikke det ville være muligt at opleve et så stupidt, et så arrogant og et så umenneskeligt forslag fra idrættens verden. Og med al respekt troede jeg det ville være helt udelukket med en dansker i spidsen. Sic!
Vejen frem er selvfølgelig ikke tvang og afklædning. Hvis sporten ikk er interessant, så lav om på den eller reglerne for sporten. Men tving ikke deltagerne til at klæde sig på en bestemt måde. Kvindebadminiton deler skæbne med mange andre idrætsgrene. Selv er jeg f.eks. roer og det har aldrig været en stor publikumssport. Jeg er sikker på, at der kunne ændres på det ved at diktere, at kvindelige roere skulle være topløse. Så ville vi se nogle andre tilskuere, men det ville da ikke gøre rosporten som sådan mere attraktiv eller interessant for rosportsinteresserede. Dem, der er lige glad med idræt, men vil se på kvinder, må selv sørge for det. Det er ikke det, vi har et internationalt badmintonforbund til.
Det forslag bør tages af bordet og ledsages af en uforbeholden undskyldning. Jo før jo bedre. Og så bør formanden tilmelde sig et aftenskolekursus i kulturforståelse og almindelig pli.
Med venlig hilsen
Advokat(H) Allan Ohms, Forum Advokater – mødested for løsninger
+45 4638 0321 – ao@forumadvokater.dk
http://www.forumadvokater.dk/
Læs desuden ”Om bloggen”, hvoraf fremgår, at mine bloginlæg naturligvis står for min egen regning.
hrmmfffff det må da være en spøg.. en majkat eller noget andet…