Lær the-drikningens kunst og lev længere, sjovere


Vil du leve længere – og bedre ? Vil du opleve tidens relativitet og hører du til marginalgruppen, som har anet, at der er noget galt og derfor søger fredeligt pusterum i hverdagen trods dårlige odds, så køb og læs læge Tage Voss’ netop udgivne “Den gyldne the-bog – en lærebog”.

Fra Perchs Thehandel

Den er udgivet på Brøndums Grafiske Værksted og alene det kan tale for købet. Bøger fra Brøndum har i hvert fald på mig en særlig tiltrækningskraft. De er noget ganske særligt. Bare dette at erfare, at en ny bog er på gaden – at glæde sig til at røre den, mærke den, fornemme den. Sådan har jeg det med bøgerne fra det lille forlag, der lå i Dan Turells foretrukne vandregade, herlige Nansensgade. Én gang i Brøndums kælderforretning og du er fortabt. Her var kvalitet – også den kvalitet der ligger i at vide, at Dan Turell gik rundt her, når han var på jagt i antikvariaterne eller i livet i øvrigt.

Bogen er skrevet af den navnkundige livsnyde, lægen Tage Voss. Den handler om det, han så enkelt og dog så virkningsfuldt kalder “thedrikning”. Han understreger selv, at der ikke er tale om propaganda, thi han vil anse noget sådant som spildt på de mange, “der ikke befinder sig i en egnet situation og som måske er skadede af et liv i travlhed og en ensidig opdragelse til effektivitet og kaffe i vor kulturs stakåndede rytme”.

Forfatteren er i dag 93 år. Da han skrev bogen, var han ”kun” 84. Det giver en vis pondus, når talen er om at leve “fornuftigt”, “godt” og “længe” og når bogen tager afsæt i “livslang nydelse af den æteriske drik”. Den skuffer ikke. Lever op til de løfter, der ligger i forlag, udstyr, titel og emne. Gennem tolv kapitler tager forfatteren os med på rejse fra “The og Tao” til “Afsluttende almene råd og betragtninger”. Det sker med fart og nerve, indlevelse og aldrig fri for fordømmelse, der kan nærme sig det snerpede, men alligevel ikke opleves sådan – snarere virker det som en understregning af forfatterens integritet.

For den læser der som jeg vil anskaffe bogen også i tiltro til at blive inspireret om thedrikningens mulighed som “undskyldning” for at lære afslapningens kunst vil afsnittene om thebrygning, udstyr, om at købe the og om the-sorterne være manna for sjælen, hjernen og opleveren. Her er gode anvisninger og man mærker praktikerens, den livserfarne thedrikkers viden og begejstring. Tage Voss vil virkelig gerne dele oplevelsen med de fortabte.

Det kan være svært at læse sig ind i den indforståede verden. Men Tage Voss griber det praktisk an – tyve år som ø-læge på Christiansø fornægter sig ikke – og han lokker “den, der vil begynde et bedre liv som the-drikker”: Begynd med nogle få karakteristiske sorter. En Assam til dagligt brug. En Darjeeling til særlige lejligheder, “til intens nydelse eller til, når man vil gøre det særlig godt for en gæst”. En Keemun og en Yannan. Køb 6-8 sorter, anbefaler Tage Voss, så har du “et østerlandsk duft-digt lukket ind i din bevidsthed. En smuk taoistisk oplevelse i nuet – og med hjem i dig eget hus”. Jeg synes det er svært at læse beskrivelser om vin og havde lidt frygtet for samme type beskrivelse. Men her tages der fat på en anden måde og det er befriende at læse, at “duftkvaliteter er håbløse at beskrive med ord…Man kan nok indlade sig på nogle karakteriserende ord, men det bliver dog kruk og poesi, hvis man prøver. Men aldrig således at en, der ikke har smags- og duftkvaliteter præsent og har oplevet dem selv, kan fornemme noget som helst af, hvad det drejer sig om. Vinfolk arbejder med en række ord, frisk, frugtagtigt, let, fyldig, de taler om bouquet, næse og krop, ord som muligvis giver en vag fornemmelse af vinens karakter, men ofte er det spildt umage. Ligevis med the”. Tak for det ! Så hellere de forståelige ord om, at det er klart, at “den, der har gjort sit havearbejde i blæsevejr, har behov for en anden the, end den, der har gjort det samme en stille varm dag”. Jo, jeg tror jeg forstår.

Theen skal købes i en rigtig thehandel og tag ikke fejl, Voss er komprosmisløs, hvilket bedst kan beskrives ved dette citat: “The, der har delt stue med kaffe, er ødelagt. Kommer man i en the-forretning, hvor der også sælges kaffe, skal man købe kaffen. Og aldrig komme der mere efter the”. Det virker måske lidt bastant uden at jeg tør afvise kenderens råd – det er i hvert fald baseret på holdning og erfaring og det plejer at være et udmærket fundament.

Hvis du vil lære thedrikningens ædle kunst må du indse, at der er omstændigheder, hvor the ikke dur: når du har travlt; efter varme måltider; når du står op; når der er uro eller larm i rummet; i fri luft; når der er mere end tre andre til stede og når du ser på klokken”. Men er du udenfor disse ikke-the-zoner, så kan thedrikning berige dit liv. Det forudsætter imidlertid at du har det rigtige udstyr: den rigtige the-potte; en the-brik (helst af kork) og den rette kop. Der gives forståelige anvisninger på det hele, herunder rådet om at smide alle de moderne filterindretninger direkte i skraldespanden. The i the-poser afvises med bestemthed – “condom-the” er afskyeligt (her bruges kun sekunda kvaliteter, der er blandet af “kommisuddannede lagerforvaltere som tygger tyggegummi eller har en cigaret i mundvigen og som aldrig selv har haft noget som helst forhold til the”).

Kogning af vandet er vigtigt. Vi lærer at tage vandet af blusset præcis i det øjeblik “den lille kogning går over i den store”. Glipper det, koges livet ud af vandet. Thepotten er naturligvis opvarmet forinden og du må forstå og efterleve den engelske regel: “do always take the pot to the water, and not the water to the pot” – ellers mistes vigtige varmegrader og der skal ikke meget til før temperaturen falder under de magiske 90, hvilket betyder, at vandet ikke kan udtrække de gode stoffer af bladene.

Bogen afsluttes med det forfatteren kalder “the-filosoferen”. Det er nok bogens svageste kapitel. Her er for meget the og for lidt filosofi – snarere et forsøg på at udtrykke 84 års indtryk og holdninger på 8 sider og det er jo en umulighed. Men på den anden side må meget være tilladt, når en mand på 84 sætter sig til at skrive en bog og dermed giver os andre mulighed for at klynge os til et forfængeligt håb om dog i det mindste at tilhøre den marginalgruppe, der efter forfatterens mening muligvis kan lære at forstå the-drikningens lyksaligheder. Her fortrænger jeg forfatterens meget håndfaste afsnit om, at mennesker, der kun kan lide katte normalt er the-drikkere, mens de, der kan lide både hunde og katte nærmest må anses for at være åndeligt fortabte.

Lars Gundersen har fotograferet illustrationerne, der alle stammer fra Perchs Thehandel i København. I sig selv et fortræffeligt sted, hvor ethvert forsøg på forstillelse fører til afklædning i fuld offentlighed, men hvor den der ærligt ønsker at lytte og lære får chancen – men kun én. God fornøjelse – Tage Voss’ afsluttende ord i bogen skal have lov at slutte af også på dette sted:

“Den digter og filosof, der bor i ethvert menneske, får måske her sin eneste chance. Skænk ham den ! Sid – vær til. Snak lidt eller ti stille. Tænk eller drøm eller hyg dig i ingenting. Og drik din the”.

Tage Voss: Den gyldne the-bog. Brøndums forlag. 188 kroner, 110 sider. ISBN 87-90990-10-2.

Med venlig hilsen
Advokat(H) Allan Ohms, Forum Advokater – mødested for løsninger
+45 4638 0321 – ao@forumadvokater.dk www.forumadvokater.dk

Læs desuden ”Om bloggen”, hvoraf fremgår, at mine bloginlæg naturligvis står for min egen regning.

Om allanohms

Læs "Om bloggen" på forsiden
Dette indlæg blev udgivet i Kunst, kultur & oplevelser og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s