En provinsbo på Rigshospitalet (eller filmmanuskriptet Lars von Trier ikke ville bruge)


Nogle gange kommer tankerne på langfart. Jeg kom i dag til at tænke på min debut som rulleskøjteløber. Det var i pinsen for en del år siden og efter få timer på de nyerhvervede skøjter endte jeg på Rigshospitalet, hvor jeg mødte en række personligheder.

Rammerne om dramaet på 28. sal...

Det skrev jeg en beretning om. I grunden meget fornøjelig. Så her er den støvet af fra arkivet, men i øvigt uredigeret. Jeg sendte det engang til Las von Trier, idet jeg mener det er et fremragende filmmanuskript, men da jeg ikke har hørt fra ham tror jeg, at jeg hellere selv må udgive det. Filmrettighederne sættes hermed til salg for højeste bud. Og så følger det utroligt spændende manuskript her til alle jer, mine trofaste læsere derude i cyberspace. Sæt jer godt til rette og nyd turen!

I fredags købte jeg nye rulleskøjter og lørdag afprøvede jeg dem med betydelig succes mellem kl. 14 og 16 i Fælledparken. Det gik så godt at min ærede bror havde let spil, da han fem minutter før vi skulle tilbage til vores stille hjemby, Roskilde, lokkede mig til at køre ned i en asfaltgryde med en hældning på 45 grader – ligeudbund og 45 grader stigning. En specialitet i Fælledparkens særlige rulleskøjteanlæg, som jeg længe havde holdt mig fra, men efter to timers uafbrudt succes og hjulpet af min brors eksakte viden om, hvor han skal trykke for at få storebror til at agere var det simpelthen FOR fristende…

Da jeg nåede ligeudstykket drejede min højre fod opad igen og jeg røg ligeud umiddelbart efterfulgt af egne primalskrig. Omtumlet rettede jeg mig op. Min fod sad underligt. Til højre. Lidt for meget til højre trods det forestående kommunalvalg og min betroede post i valgudvalget. Jeg drejede foden på plads og det gav en sær lyd og det var som om der ikke RIGTIG var forbindelse mellem fod og resten af kroppen. Tililende hev støvlen af, jeg blev båret ud til bror’s bil og kørt til Rigshospitalet. Desværre er min bror endnu dårligere end jeg til at finde vej, så midt i smerterusen erfarede jeg pludselig, at vi var på Nørrebrogade !!!

det lykkedes at finde Rigshospitalets skadestue (som man sjovt nok har gravet ned i kælderen – som om hospitalet ikke kunne tåle at være højere og så havde man måske glemt skadestuen, tænkte jeg, mens sveden sprang).

En ispose over benet. Til liggende møde med røntgenfotografen – en besværlig dame, der ønskede at forevige min ankel fra næsten enhver tænkelig vinkel. Sådan føltes det i det mindste.
Kl. 22.30 konfronteres jeg med narkoselægen, som forventer – som det naturligste af verden – at jeg kan vælge mellem tre mulige bedøvelsesformer. Jeg forstod kun at jeg kunne vælge at blive stukket i ryggen og det følte jeg straks ville føre til en fremtid i rullestol. Derefter valgte jeg den mest omfattende og – betroede lægen mig – den dyreste, men det var OK. Kl. 23 blev jeg opereret i fuld narkose, men jeg nåede forinden at betro sygeplejersken, at jeg helt ærlig var ved at dø af skræk. Jeg skulle have indopereret diverse metalgenstande og et år forinden var en af mine gode venner – på min alder – ude for det samme. Desværre spredte der sig streptokokker efter operationen. De bredte sig over 6 måneder til hjerteklapperne og det døde han af. Til lægernes og vores andres overraskelse. Sygeplejersken beroligede mig med, at “den slags kan jo ikke undgås, men det er sjældent”. Jeg bad til at min afdøde ven har løftet den statistiske risiko endnu længere væk end den var i sygeplejerskens bevidsthed og så lod jeg narkoselægen råde over min unge drengekrop.

Da jeg vågnede, var jeg ret spændt på, hvordan tiden på Rigshospitalet ville spænde af. I mit 44-årige liv har jeg ikke været indlagt siden anledningen var min egen fødsel og da slet ikke på landets førende hospital. Et sted, der bruger så mange penge, at den tidligere finansministers yndligsudtryk – pengene fosser ud af statskassen – næppe rækker. Jeg indrømmer, at jeg ventede at se noget sublimt – men jeg så det ikke.

Da jeg skulle faste før operationen blev jeg kørt ind på den stue, jeg skulle ligge på også efter indgrebet. Det var højt oppe – noget højere end mit humør. Da sengens forende rundede døren til stuen lød det højlydt og klokkeklart: “Velkommen i Slyngelstuen”. Jeg løftede det ene øjenbryn og så en mand, der i statur mindede utroligt om kaptajn Walsted (en kammerat fra Nørrebro, som jeg møder hvert år på min ferierotur i det sydfynske øhav). Da jeg så, at manden manglede begge ben og næsten på samme tid blev klar over, at han hed Orla, vidste jeg, at det ikke var kaptajn Walsted fra roforeningen Lygten, Nørrebro. Men sproget var det samme og friskheden ligeså. Inden længe var jeg klar over, at Orla er skrothandler og skylder ifølge det offentlige 6,5 mio kroner til Told&Skat. Dem nægter han at betale, i hvert fald så længe der er fremmedarbejdere i Danmark. Ved siden af lå Orlas modvægt, Poul Erik, med sort pagehår og 48 kilo. Et par livlige herrer, som straks så et formål i at fortælle mig lidt om livet på Riget. I den tredje seng lå en ældre statelig herre, desværre meget svagthørende og ifølge Orla urimeligt kuldskær.

Hver morgen ankom Hubert. Det viste sig at være en måge på 38 kilos totalvægt. Den blev fodret af Orla og Poul-Erik, men var ret kræsen. Rugbrød uden smør blev f.eks. ikke tålt. Engang imellem sendte Hubert sin kone, hvilket fik Orla til at udbryde, lettere: “Hvad fanden han har sendt kællingen”.

Vi vaskede os uden skærm og for åben dør. Orla havde betroet mig, at før mig havde der ligget en “ping” fra Udenrigsministeriet. “Den lille skidespræller på 27 år skulle have skærm op, når han skulle vaskes. Kom ikke her. Han røg i isolation”. Orla mere end antydede, at der er forskel på folk og fæ og da han fik opgivet mit erhverv steg hans beundring for mig ikke umiddelbart. Jeg følte derfor ikke behov for at bede om skærmen, selvom sygeplejersken højlydt spurgte, om jeg følte mig under pres fra Orla ? Men det var egentlig befriende at ligge der med det store fælles stuebad – intimiteten bliver en anden – man er sammen om et eller andet. Og tonen blev kun hjerteligere af det.

De to herrer gjorde store øjne, da alt mit udstyr ankom. Deres udstyr bestod af Vodka (60 kr flasken, leveret) og af Elefantøl og Tuborg. Mit udstyr bestod bl.a. af en Compaq pc, min transportable disc-player, en radio (hospitalets virkede jo ikke og søndag kl. 16 ringede radioavisen og interviewede mig om fast ejendom, så det ville jeg høre kl. 17); diverse bøger; skriveredskaber; skriveblok; en del frugt og slik og flasker, som venlige gæster havde medbragt til patienten; en fodbold, som min gode ven, arkitekten, bragte med den underfundighed, der akkurat kan tåles blandt nære venner.

Orla var en mester i at lokke juice ud af plejepersonalet, uagtet de – naturligvis ganske i strid med sandheden – hævdede, at han havde sukkersyge. Bortset fra denne venlighed beklagede Orla sig i de første 24 timer uafbrudt over at han var forfulgt af det samlede personale, som han dog i parentes roste for ikke at have personlige motiver. Han var simpelthen blevet snydt for desserten. Det var det værste, der var overgået ham, lige med undtagelse af den allerstørste skandale, som gik ud på at en “fremmedarbejder” havde fået Orlas fiskeret, fordi hun ikke kunne tåle andet. Det havde været en sej sag for Orla og han havde tydeligvis ikke forvundet smerten over denne behandling fra Rigets side.

Ind imellem mine iagttagelser fik jeg tid til at tænke over min situation. Det er jo let at forfalde til selvhøjtidelige tanker, men egentlig fortrød jeg ikke mit vilde ridt. Det havde været skønne timer på rulleskøjter. Jeg kunne næsten mærke det endnu, i hvert fald skøjten på højre ben… Jeg filosoferede lidt over hvor tæt på man er hver dag. Hvor kort afstanden er fra det daglige jag til den totale stilstand, som jeg her oplevede for første gang i min tilværelse. Vil du lære af det, spurgte jeg mig selv, mens jeg godt kendte svaret – blot forstod jeg det ikke.

Der gik 18 timer fra operationen til jeg fik en samtale med en læge. Det er lang tid, når man gerne vil vide lidt om, hvad der er sket og hvilke udsigter der er. Da jeg klagede min nød til Orla søndag morgen, hvor ventetiden på den rullende telefon var fem kvarter, belærte han mig: Pjat, ofte står telefonen stille i ugevis og vi er vant til at den er helt fyldt op med penge, så man slet ikke kan bruge den. Jeg ymtede noget om, at det må være en menneskeret at kunne ringe. Poul-Erik blandede sig med en kommentar om, at Riget har sat taksten på telefonerne så højt, at han ikke forstår hvordan der kan være underskud på budgettet.

Ventetid. Hvad er det ? Når man er afhængig af andre og måske lettere plaget af smerter, så er ventetid noget særligt. Tolerancen bliver mindre. Alligevel lykkedes det mig at nøjes med at udtrykke min forbavselse, da jeg søndag aften måtte vente to timer på en sygeplejerske, der skulle give en sprøjte. Hun var kaldt til en isolationsstue og al respekt for det, men jeg tænkte igen: hvor fanden gør de egentlig af alle milliarderne ? Ryger de ned mellem to etager eller er der direkte dræn til en overlægekonto i Schweitz ? (Sådan kan man godt tænke kl. 23 søndag aften med bankende ben og opbrugt tålmodighed).

Orla og Poul-Erik have fået opstillet et TV-apparat, som de ikke så på særlig ofte, men det var afgørende, at det kørte dag som nat. Jeg havde sammen med min ældre medpatient udsigt til bagsiden og så nød jeg lyden så meget, at jeg er blevet overfølsom overfor TV-lyde. På den anden side – jeg burde jo egentlig blot glæde mig over, at jeg kunne høre lydene. Det kunne min nabopatient slet ikke. Det må dog være noget værre og jeg besluttede i det lys at undlade at bede mine øvrige stuekammerater skrue ned for lyden.

Jeg kunne på skiltningen se, at “min” stue var for ikke-rygere. Det fik mig i et frisk sekund til at spørge Orla, om skiltet var forkert. “Nej, det er godt nok, for vi må ikke ryge, hvis der er én, der siger nej. Men det er der ikke, så får han med OS at gøre”. Det var gemytligt, men håndfast uden at lægge op til videre dialog. Jeg fandt den overflødig, uden det gjorde ondt og jeg kunne sagtes leve med røgskyerne vel vidende, at mine venner fik forøget deres livskvalitet. Til dels da, for pludselig kom Orla hjulende om hjørnet ind på stuen og råbte til Poul-Erik: “Man ka’ fandeme høre dit cigaretbankeri helt nede i den anden ende af gangen”. Hvilket ikke ændrede det behov, der lå i at kunne rulle cigaratterne til en fornuftig pris.

Tirsdag kl. 11 fik jeg den tredje lægesamtale på Riget. Inden havde to sygeplejersker vurderet, at mit ben ikke var af-hævet så meget, at det kunne lægges i gips og derfor skulle jeg køres fra Riget til Roskilde Amtssygehus i Køge (!). På spørgsmålet om det var smart at bruge tid og penge på det, blev jeg oplyst om, at fordi jeg var ankommet akut skulle Riget og ikke Roskilde betale. Derfor kunne jeg ikke blive liggende og blomstre. Lægen kom. Han mente benet kunne gipses og sådan blev det. Mens jeg ventede i stiv orkan foran døren til den berømte Gipse-Gert i stueetagen tænkte jeg på om benet nu virkelig var klar til at blive gipset. Var det lægen eller sygeplejerskerne, der havde ret ? Jeg nåede ikke at besvare mit eget spørgsmål, før Gipse-Gert efter to timers ventetid hentede min seng ind og gik i gang med at udføre gipseriet. Professionelt og med rødt gipsbind, som jeg ønskede (ikke af hensyn til det forestående kommunalvalg, men for afvekslingens skyld).

Gipsen var tør kl. 14.15 og kl. 14.30 blev jeg hevet ud af sengen og iført to krykstokke. Så fik jeg ti minutters instruktion i at gå med stokke op og ned ad trapper alt imens det gjorde helvedes ondt. Derefter fik jeg at vide at jeg nu skulle hjem. På spørgsmålet “hvordan” blev sygeplejersken så meget i tvivl at hun besluttede at undersøge det nærmere. Kl. 15 fik jeg oplyst, at Roskilde ikke ville betale for en hjemtransport, så det måtte jeg selv klare. Til gengæld kunne jeg låne to krykstokke og få 8 Ketogan og et glas Pamol. Min oppakning var på 6-7 bæreposer og det kræver sin m/k at samle det som nyudklækket krykstokartist… Jeg ringede efter fr. Nielsen, som beredvilligt stillede op og så slap Riget af med mig kl. 16.28, hvor jeg siddende med mit nygipsede ben på bagsædet af min gamle BMW lod mig transportere gennem den københavnske myldretidstrafik, mens jeg tænkte, at det var egentlig underligt, at min hjemkommune efter mine uafbrudte donationer til skattekassen ikke kunne ofre penge på at køre mit syge legeme til byen igen. Jeg nåede at glæde mig over, at jeg ikke som min sengenabo er 84 år. Gad vide hvordan han kommer hjem, spekulerede jeg

Jeg aftalte med Orla, at vi skulle spille fodbold med gaven fra arkitekten, men vi nåede det ikke. Pludselig var jeg jo ude. Ikke uden beklagelse fra Orla, der også brugte synonymet “Dr. Hook”, idet han kyndigt – og ganske rigtigt – mente, at det var aldeles uansvarligt at sende mig afsted. Hver gang jeg alene haltede på toilettet foregik det i forvejen til Orlas let jamrende: “Pas nu på for satan, det går galt. Du skal fiksere toiletstolen. Du er idiiiiot, Allan”. Trods sprogets direkte form, var det vederkvægende og meget hjerteligt. Jeg tænkte, at Orla godt kunne ansættes til at lære Rigets søde personale noget om kommunikation i ren, men hjertelig form.

Jeg vil tænke taknemmeligt på Poul-Erik og Orla. Men jeg er holdt op med at være imponeret over Rigshospitalets funktionsmåde. Og jeg tror ikke det er personalets skyld. Er det systemets ?
Eller ledelsens ? Eller samfundets ? En skyldig må der være. Eller dog en forklaring. Find den og gør folk gladere…

Mine rulleskøjter er til salg….

Med venlig hilsen
Advokat(H) Allan Ohms, Forum Advokater – mødested for løsninger
+45 4638 0321 – ao@forumadvokater.dk www.forumadvokater.dk

Læs desuden ”Om bloggen”, hvoraf fremgår, at mine bloginlæg naturligvis står for min egen regning.

Advertisement

Om allanohms

Læs "Om bloggen" på forsiden
Dette indlæg blev udgivet i Kunst, kultur & oplevelser. Bogmærk permalinket.

2 svar til En provinsbo på Rigshospitalet (eller filmmanuskriptet Lars von Trier ikke ville bruge)

  1. Helene siger:

    Muahhhhhahaha…… Ohmsy det var helt “hyggeligt” at mindes den historie igen – sikken en omgang! Den oplevelse var vist med til at sætte en del ting i perspektiv for dig:-)

  2. Inge siger:

    Hahahahaaaa jeg kender jo også historien, men det var skønt at få den genopfrisket.. :-)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s