Folkekirken bør interessere sig for kunderne og kommunikere bedre
Modtagelsen af den ny bønnebog viser, at Folkekirken er gammeldags, mangler empati og forståelse for den verden, vi lever i.
Teolog og debattør Katrine Winkel Holm og jeg har mindst to ting til fælles: ingen af os har læst den ny bønnebog ”Himlen i mine fodsåler” fuldt ud og alligevel har vi begge to en mening om bogen. Holm mener, at bogens bønner er ”deprimerende ringe” *) Jeg mener det er en aldeles nødvendig og fremragende bog.
Kunderne går glip af mulighederne
Hvordan kan jeg kalde bogen fremragende, når jeg som Holm ikke har læst den fuldt ud? Fordi bogen tager fat på noget, som Folkekirken forsømmer i uhyggelig grad: hvordan kommunikerer vi med kunderne. Kunderne er alle medlemmerne af Folkekirken. Set med en erhvervsmands øjne er der ikke noget fornemmere end kunder. Kunderne betaler min husleje, personalets og min løn. Jeg er sat i verden for at betjene mine kunder. Jeg holder af at hjælpe mine kunder og finde løsninger med og til dem. På samme måde er det med Folkekirken. Her er jeg og tusinde andre danskere kunder, men det har kirken ikke blik for. I deres øjne er jeg en del af menigheden og ikke en kunde.
Kommunikation på nu-dansk ønskes
Folkekirken giver rigtig mange tilbud, alt fra Højmesse over andagter og diskussionsaftener og koncertoplevelser. Natkirke, skriftemål, samtaler. Det hele foregår – stort set – som det altid har foregået. Der er ingen innovation i kirken og der er ingen kommunikation i kirken. Derfor går mange kunder glip af kirkens muligheder og det er synd.
Kunderne vil hjælpes
Når Katrine Winkel Holm melder ud som hun gør, så er hun ikke alene. Biskop Steen Skovsgaard *) siger, at ”flere af bogens bønner peger i retning af tidens tendens til X-Factor-dyrkelse og selviscenesættelse”. Biskoppen signalerer hermed en åndelig arrogance og en foragt for kunderne, som efter min mening viser, at manden er uegnet til at bestride denne toppost. Han foragter kunderne og lever i et elfenbenstårn. Det kunne gå for hundrede år siden, men i dag er det uforeneligt med en toppost i en virksomhed. Og det er nok forskrækkende for kirken at blive sammenlignet med en virksomhed, men i henseende til kunder og menighed bør der være samme respekt.
Forventer kirkens folk ikke at blive ordentligt behandlet, når de går til advokat eller køber en ny græsslåmaskine? Som kunde i Folkekirken forventer jeg en ordentlig behandling og jeg vil ikke tales ned til. Jeg handler i Folkekirken, fordi der er gode varer på hylderne. Jeg forventer at blive hjulpet, hvis jeg er i tvivl om, hvordan min MacBook Air eller min iPhone virker. Og når jeg er usikker overfor at bede en bøn, så vil jeg have hjælp. Gerne i form af en bønnebog, men jeg vil ikke sammenlignes med, hvad jeg synes er et lavstatusoverfladeprogram som X-Factor. Jeg vil ikke sammenlignes med en håbløs amatør, blot fordi jeg famler, når jeg skal bede til Gud og gerne vil hente inspiration, fra den, der tager sig tid til at give mig den. Det tilkommer ikke en biskop at belære mig med arrogance.
Kirken gider ikke
Det er alvorligt, når en biskop modtager en værktøjsbog som denne bønnebog på denne måde. Jeg lever såmænd udmærket trods dette anslag, men det er alvorligt, fordi det på bekymrende vis demonstrerer, at kundeforståelsen i Folkekirken mangler. Det er et konkret, men langt fra enestående eksempel. Jeg er sikker på, at Gud ikke bryder sig om denne foragt, denne arrogance. Gud vil til enhver tid modtage enhver bøn med glæde og vilje til forståelse. Dette burde ikke kunne give anledning til debat, men det gør det og herved markeres Folkekirkens enorme udfordring: manglen på lyst og evne til at kommunikere med kunderne, menigheden. Manglende vilje til at forstå de kunder, der med et dårligt ord kaldes menigheden. Menigheden er kunder, individuelle mennesker, der hver for sig har Guds fulde opmærksomhed og som hver for sig forsøger at gøre det så godt, som de nu kan. Og hvor hjælp kunne lindre og opmuntre, hvis talen-ned-til blev afløst af moderne kommunikation: ”Se hvad vi kan tilbyde”. X-Factor ville med ét slag være en død sild, hvis Folkekirken virkelig kommunikerede dens fantastiske tilbud til de kunder, der aldrig viser sig i butikken. Dem, som har allermest brug for at vide, hvad kirken står for og tilbyder. Dem overlader Folkekirken til sig selv. Al energi bruges på dem, der allerede kommer i klubben.
Folkekirken har kun en lille kreds, der som jeg selv allerede er grebet af tilbuddene. Men kirken evner ikke at nå længere ud. Ja rent ud sagt: kirken gider ikke. Det er for krævende og for besværligt og kunderne er jo nærmest tvangsmedlemmer, så vi behøver ikke gøre os umage. Vi taler kun om, til og med de frelste. Menigheden. Nogle tænker vist endda “min menighed”. Gud synes vi skal gøre os umage. Derfor er jeg sikker på, at der i Himlen er stor glæde over den ny bønnebog. Gud forarges ikke over, at nogle beder om et bedre sexliv eller et fladskærmstv. Gud forarges ikke over amatører, men ser på behov og vilje. Gud er tolerant og vil gerne, at vi tror på at tro. Kan Folkkirken ikke acceptere det, er der så ikke et problem mellem chefen og de jordisk ansatte. Jeg er enig, når lederskribenten *) siger, at med bønnebogen ”erobres talen med Gud tilbage fra fortidens nogle gange stivnede sprog og den kirkelige eksklusivitet, der for mange har omgærdet bønnen”. Jeg er også enig med lederskribenten i, at alting kan gøres bedre, men at den overordnede hensigt med bogen – at sætte bønnen fri og gøre den relevant for mennesker i dag – er det centrale.
Tiden kan være knap
Hvor går kunderne hen, hvis de efterlades alene og uden forståelse
Jeg synes de, der er forargede eller bekymrede over bønnebogen skulle tage mod den med glæde og så i øvrigt sætte sig hen foran spejlet og vurdere spørgsmålet: hvor god er jeg til at kommunikere de værdier, jeg er betroet at forvalte – ikke mindst overfor de mange, der ikke har set idéen i de varer, jeg har på hylderne. Er jeg empatisk. Er jeg ydmyg. Forstår jeg dem, der har hjælp behov.
Øvelsen vil være god og tillige have den fordel, at kirken vil være bedre rustet, når en eventuelt ny regering vil skille kirke og stat ud fra en håbløst misforstået eller manglende viden om Danmarks kulturarv, hvor kristendom og kultur i vores land er uadskillelig. Sker den adskillelse, vil kirkens manglende lyst til at kommunikere stille den i en helt håbløs situation. Hvem tager ansvaret for at løse dette. Tiden kan være knap.
*) Kristeligt Dagblad 31. Maj 2011
(Artiklen er bragt i Kristeligt Dagblad 4. juni 2011)
Læs også:
Herre, gør mig glad, nu – ellers bliver jeg skidesur
http://tinyurl.com/648oh74
Jesus-remoulade (kan du bede en bøn)?
http://tinyurl.com/3thf2so
Lykken er syrener, syrener, syrener?
Allan Ohms 
Er mellemmer i folkekirken (FK) at sammenligne med kunder?
Kunder er for dig og din verden det højste og mest værdifulde, og skal defor behandles med tilsvarende respekt. Det er forståeligt og ærefuldt. Men burde et medlem ikke være mere end det? Jamen, kan du så spørge, hvad kan være mere end det højeste? Det er der jo intet der kan. Derfor var der også en vis teolog, der engang definerede Gud som det højest mulige af alt tænkeligt.
Men i din verden er kunden vigtig, og respekt værdig, men dog ikke bestemmende endsige medbestemmende i interne anliggender. Men det er et medlem. Et medlem er måske mere at ligne med en Partner. En, som skal tages med på råd, når vigtige beslutninger skal tages, når procedurer skal ændres, når det økonomiske fundament skal forstærkes. En Partner har medbestemmelse, det har en kunde ikke.
Et medlem har medindflydelse på interne anliggender.
Og så der jo lige den forskel på din verden og den Danske kristne Folkekirke, at du ikke får dine kunder ind med vievandet, og at de frit kan vælge mellem mange udbydere af stort set samme sortiment
PS. Det har altid irreteret mig, når debattører har behov for at tage deres gud som gidsel for egne holdninger. ” jeg er sikker på at Gud vil…; Gud synes…; Gud vil ikke……; Gud forarges ikke over…, osv.
Det er prædikensnak, og bør ikke findes i en saglig debat. Sorry, men det min holdning.
Ligesom jeg iøvrigt finder det patetisk, at man har behov for at gøre krav på en folkelighed i sin forenings navn e.g. DF, SF, FK osv.
kh
Jeg er enig i, at medlemmer bør have større indflydelse. Derfor er problemet værre end beskrevet i sammenligningen. Nu er der det om kunder, at de nok ikke har direkte indflydelse, men de har en stor betydning og dermed en indflydelse. Jeg ved ikke om jeg forstår, hvad du mener med at gageGud som gidsel. Det er måske en leg med ord, men noget negativt ladet. Hvad med at sige,a t holde Gud sm eksempel ud fra de tekster f.eks. en biskop læser i kirken. Det må du gern kalde prædikensnak, hvilket jeg også læser som et lidt nedladende ord, hvor du ved at sammensætte ordene “prædiken” og “snak” farver udsagnet, så det diskret får n negativ klag. I en artikel i går kaldte en retoriker fra Københavns Universitet dette for “omvendt lommetyveri”, dvs ved at pakke et ord ind, sniger man det – med en negativ eftersmag. Så garneres det med “en saglig debat”, hvormed du siger, at dem, der bruger samenligning til Gud i strid med din opfattelse er usaglige. et er jeg ikke enig i. Og så siger du, at “man har behov for at gøre krav på den folkelighed i sin forenings navn. Det kalder du patetisk. JEg kalder det en anerkendelse af, at kristendom og kultur gennem generationer har været tæt forbundet i vores land. Det må du gerne kalde “folklighed”, det centrale set med mine øjne er, at du ikke med en kuglepen i oppositionens arbejdsværelse kan ændre på det uden du gøre noget, der kan vise sig at være meget uheldigt.
Tak for debatten. Kh Allan
Har du læst Berlingske debat om adskillelse af stat og kirke?