Mikkel Wold spørger i Kristeligt Dagblad den 11. Juni 2011 om der i kirken tales, så folk forstår det? ”Giver forkyndelsen bud på dybdegående svar på tilværelsens store temaer og de eksistentielle overvejelser, som vi alle går og tumler med, eller er der snarere tale om lidt humanistisk overfladisk kling-klang hæftet på dagens tekst?”
Vi savner vilje til kommunikation fra folkekirken til medlemmerne
Mikkel Wold byder selv ind med et svar: ”Kirken trænger til inspiration, det vil sige indgydelse af Ånden”.
Jeg er enig med Mikkel Wolf, men hans eget bud på et svar bekræfter jo netop det, der er problemet: at kirken i dag endnu ikke er kravlet ned fra det intellektuelle kirketårn. Kirken har ikke vilje eller evne til at tale med kunderne.
Hvor mange kirker har en informationstjeneste?
Menigheden består af en tolerant gruppe, hvoraf nogle er med på den indforståede snak, mens andre lader som om de er. Og de ærlige lufter diskret deres frustration. Mikkel Wolfs svar – læs det lige foran – er jo ganske smukt, men viser en distance til den almindelige dansker – kernemedlemmet, som kun kommer i kirken til dåb, konfirmation, bryllup og barnedåb. Hvor mange danskere forstår udsagnet : ”Kirken trænger til inspiration, det vil sige indgydelse af Ånden”? Det var måske mere relevant at sige det sådan: ”Kirken skal tage sig sammen og behandle kunderne ordentligt”. Med ”kunderne” mener jeg alle de mange, der er medlemmer, men som ikke bruger kirken. De passive. Jeg gør gældende, at det er kirkens og ikke de passives problem.
Hvis vi lod Guds storm blæse ind i menighedsrådene og tordne løs med følgende spørgsmål: ”Hvad har I gjort for at sælge varen?” – så ville mange menighedsrødsører rødme. Medlemmer af menighedsrådene i folkekirken har et stort ansvar, som efter min mening trænger til et løft. I forvalter rigtig mange penge og I har et ansvar for at sikre, at jeres rigtig gode kundetilbud når ud til kunderne.
De kirkeblade jeg kender, er dødkedelige. De kirkehjemmesider jeg kender, er som kirkebladene. Indforstået snak henvendt til de frelste, men ikke til det flertal, der betaler gildet. Der er ikke noget salgsarbejde. Hvis en almindelig privat virksomhed stillede sig tilfreds med den kundeskare, der kommer af sig selv, så kan virksomheden i dagens konkurrencesamfund ikke overleve. Kirken har ikke erkendt, at også kirken lever i konkurrence.
Kommunikation er ikke klaret med en netadresse
Jeg er sikker på, at det ikke er et udtryk for, at I gerne vil undgå kunder i kirken, men I har altså et ansvar, fordi I lader stå til. Kunderne strømmer ikke til – så I bør da gøre noget. Og det er ikke nok at holde fine koncerter. I skal fortælle, hvad I derudover har på hylderne.
Folkekirken har rigtig mange medlemmer. Alt for mange passive. Kirkens tilbud og budskab er en del af vores kultur og burde være salgbar. Meget salgbar. Udfordringen er, at der er mange andre tilbud, som konkurrerer med kirkens tilbud. Op mod en gratis aftenkoncert med fantastiske musikere og sangere har vi det forskrækkeligt lavniveaumedier, TV: DR1 og TV2 og alle de endnu mere lavpandede betalingskanaler. Det er så let at sidde bænket foran fjernsynet, men mere problematisk at ”få” tid til at gå til kirkekoncert. Jeg vil vove den påstand, at hvis I var bedre til at sælge budskabet, så ville flere droppe det håbløse fjernsyn og tage mod en åndelig oplevelse.
Tænk hvis kunderne kom til koncerten, så kunne de måske også blive nysgerrige omkring de andre tilbud, der er i kirken? Men selv koncerterne er helliget en meget lille skare.
Hvorfor skal der betales mange penge for at gå til meditation, når folkekirken tilbyder det samme hver søndag. Det er gratis – endda med brød og vin til. Det må da berøre jer, at trods de mange gode tilbud, så falder medlemstallet? Føler I ikke en pligt til at være oppe på mærkerne?
Mit råd er, at folkekirken opprioriterer kommunikation. Ansæt folk med forstand på dette, så jeres tilbud ikke skal forblive en hemmelighed. Enten må I på kommunikationskursus ellers må I fortælle os, at det er med vilje I beholde værdierne skjult for de mange. Det er befriende, når Mikkel Wold siger, at der må gøres op med den kirkelige smålighed og magtsyge og med konfliktskyheden, som medfører, at ”man i det kirkelige landskab hellere taler om hinanden end med hinanden”. Præster skændes. Menighedsråd skændes. Der er for meget fnidder og for lidt handling i den danske folkekirke. Vi har brug for handling. ”Lad frihedens banner vaje over Guds børn. Da vil de igen tro på dig. Herrens hellige stormvejr, menneskenes fornyer, Kærlighedens og frihedens ånd”.
Hvem tager bolden? Lad os hære fra menighedsråd og præster.
Allan Ohms 
Det du efterlyser hedder Mission. Med aktive missionærer, der kan kanalisere og kommunikere på et moderne sprog til dem, du vedholdende kalder kunder. Men kirken har jo allerede et meget veletableret missionsnetværk, nemlig Indre Mission for Danmark.
Indre Mission opstod som en pietistisk vækkelsesbevægelse i kølvandet på oplysningstidens tendens til en meget rationel tilgang til kristendommen, hvorimod Indre Mission fremhævede Bibelen som Guds ord og et intenst personligt fromhedsliv. Bevægelsen manifesterede sig i sidste del af 1800-tallet i et stort, landsdækkende arbejde, særligt under ledelse af sognepræst Vilhelm Beck, der fungerede som samlende skikkelse fra foreningens stiftelse og frem til sin død i 1901.
Indre Missions primære virkefelt er Danmark, hvad der er grunden til, at man taler om indre mission i modsætning til ydre. Arbejdet foregår i høj grad ud fra missionshuse rundt om i Danmark, og dette lokale arbejde blandt børn, unge og voksne bæres fortrinsvis af flere tusinde frivillige medarbejdere. Til støtte for dem har Indre Mission ansat ca. 120 missionærer, ungdomskonsulenter, tværkulturelle medarbejdere mm., der er placeret rundt om i landet. med relaterede organisationer:
Indre Missions Ungdom
Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler
Foreningen Agape
Indenlandsk Sømandsmission
KFUMs Soldatermission
Tværkulturelt Center
Men de taler nok ikke det sprog du søger. Men fundamentet for din mission er ihvertfald eksisterende.
I øvrigt undrer det mig såre, at du overhovedet ikke forholderdig til spørgsmålet om privatisering. Med din politikske grundholdning burde det være indlysende, at det kirken har brug for, er et frisk skud privat initiativ, og SÅ kan du med god grund tale om KUNDER. Det mener jeg ikke du kan med den nuværende struktur. Der er jo fundamentalt ikke noget incitament til at få flere i butikken, når man ikke er afhængig af, om der kommer “kunder” eller ej. Kirken og dens budskab vil være tjent med at stå på egne ben, og ikke være reguleret af et tungt statsapapparat. Så kan der komme en krerativ debat, for så er det nemlig kunderne/medlemmerne, der vil have indflydelse og kunne skabe nysyn og nyfortolkning og alt det du efterlyser.
Kære Jakob
Indre mission og de institutioner, du nævner, er en del af problemet. Jeg er på linie med den amerikanske teolog Philip Clayton, der har udtrykt det meget rammende: “Den udgave af kristendommen, vi arvede, er i høj grad forfladiget, udvandet, tæmmet…tilbyder os en billet til himlen efter døden, men udfordrer os ikke til at tage fat på de problemer, der truer livet på jorden. Sammen har vi indledt en søgen efter en ny forståelse af, hvad kristendommen er til for, hvad en kirke kan være og gøre og det mest spændende vi finder ud af, at meget af det, vi har brug for, ligger gemt i kasser på loftet”. Indre mission osv har efter min mening ikke nogen plads i vores samfund. Som Clayton siger: “Jeg vil opfordre alle mennesker over fyrre, der tror, at verden ikke har forandret sig, til at bruge en tme på at interview et par unge under atten om deres brug af teknologi….Vi lever simpelthen ikke i den samme verden, som vores nuværende kirkefællesskaber blev skabt til”. Iøvrigt sammenligner han med Romerrigets fald, noget jeg ofte har gjort uden at kende Clayton.
Min interesse for kristendommen er en udløber af mange års søgen efter en forklaring på mange ting i livet, herunder mine egne vanskeligheder med at skabe den arbejdsplads, jeg har kæmpet for. Et sted, hvor ansatte skulle hente i stedet for at aflevere nettoenergi. Jeg har viljen, men ikke evnen og det har jeg haft svært ved at forstå og acceptere. I min søgen efter mening med tilværelsen har jeg læst, lyttet, diskuteret og
forsøgt mig frem. Jeg har altid kommet i kirken, men har ment, at den er undertrykkende g taler ned til kirkegængerne. Det har jeg arbejdet med og arbejder videre med. I det lys skal du se mine ord.
Privatiserng?
Jeg har endnu ikke brugt meget energi på spørgsmålet om folkekirken og staten og eventuel adskillelse. Jeg mener ikke ordet privatisering hører hjemme her. Det er et langt større spørgsmål, fordi mange hundrede år af vores kultur er (delvist) baseret på folkekirken som en del af vores samfund. Jeg har ingen sikker mening om dette emne. For mig er det meget stort og komplekst og det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser skråsikre meldinger – de kommer pt i en lind strøm fra socialdemokrater, som har fået besked om, at det nu er god tone at stat og kirke skal skilles. Når socialdemokrater går ind for det, du kalder privatisering, så er jeg skeptisk. Det plejer de ikke. Dette emne vil jeg dyrke i de kommende år og vende tilbage. Lige nu bliver jeg dig svar skyldigt.
Når jeg taler om kunder er det for at provokere. Jeg er igen enig med Clayton, der skriver, at “det er ikke så mærkeligt, at folk har det underligt med at deltage i det, vi kalder “den lokale menighed” – en konstruktion, der blev udviklet til det attende århundredes verden, før der fandtes biler eller sågar elpærer!” Menigheden er kunder i den forstand, at kirken ikke kan opretholdes uden betalende. De betragtes blot anderledes og jeg forsøger med udtrykket at skubbe og få kirken til at interessere sig for, at der er mange passive kunder, som ikke leveret varen.
Tak for dit indlæg.
Mvh Allan
Kunder?