Claes Kastholm skrev i går i Berlingske lidt om tænkning. Han konkluderede:
“Min arbejdshypotese er, at den danske debat er angrebet af den frygtelige DT-bakterie, dvs dårlig tænkning. Og min grundholdning er, at livet er for dejligt og dette land for stort til at blive domineret af dårlig tænkning”.
Det er en rigtig god pointe. Og en er meget positivt udtrykt: “Livet er for dejligt til”… Ja, det handler om vores liv og hvad vi vil med det. Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt.
Kastholm angriber dem, der generelt taler nedsættende om Danmark. Det er ikke rimeligt, lyder budskabet. Og det er jeg også enig i. Vores land er smukt og dejligt og vi har det godt. Der er ikke grund til at tænke dårligt. Og når det så er sagt: DT – eller dårlig tænkning – kan jo fortolkes. Noget kan være DT, hvis det er målrettet DT. DT kan vel også være objektiv tænkning. Mod til at indse, at der er noget galt. Og har har Kastholm jo bidraget væsentligt til at afdække mange af landets dårligdomme. Jo mere vi elsker Danmark, jo mindre DT har vi lyst til. Problemer forsvinder bare ikke af sig selv.
Villy og Helle mener det er regeringens skyld. Det er DT.
Jeg ønsker ikke at DT’e, men når jeg ser på hvordan dette rige land har forvaltet de uforståeligt store beløb, der er indraget som skatter. Skatternes himmelflugt har påvirket vores lønninger og det er kombineret med sideaftaler om mere ferie og kortere arbejdstid. Det kan være svært at mobilisere modvilje mod det sidste. Virkningen af denne udvikling er ved at være synlig for de, der vil se det. Vi har simpelthen sovet og døset og det betyder, at Danmark i alle mulige målinger viser tilbagegang. I vores land er det aldrig noget, den enkelte har ansvar for, så derfor er det jo så “regeringens skyld”. Regeringen skal udvise handling og ændre på folkeskolen, på universiteterne, på arbejdstiden, på alting. Så vi andre kan fortsætte med at sidde på hænderne og vente på bedre tider.
Er det DT? Eller er det realisme? Jeg tænker over det.
Allan Ohms 