Der sidder en fanden-i-voldsk fløjtende fugl på min nabos tagryg. Og tusind tak for det. Den har fæller rundt om i træerne.
FRA FORSKELLIGE familier, men alle med vinger og et næb af guld. De fløjter. Og bag fløjteriet er der måske en filosoferen? Jamen fugle kan jo ikke filosofere og tænke? Tænk, det ved jeg da ikke lige hvor vi ved fra. Fra fuglehjernescannere? I mit hoved kan de altså godt filosofere. Sangfugle ER filosofiske. Det er min rødvin også. Den har end ikke hjerne. Kun krop. Fuglefløjt anerkender sommerens dejlighed. Derfor gør den mig så godt. Bekommer mig vel. Jeg lukker øjnene. Tager tæppet tæt ind til mig. Åbner ørene og alle sanserne og lade fuglefløjtet kilde mig og glæde mig. En jernfugl bryder gennem og fortæller, at ”jeg er altså størst, så jeg må gerne larme”. Som en anden elefant i et glashus. Min fredsommelige aftenstund, der lige er helet efter naboens 12 omgange med elektrisk plæneklipper.
Slsorten danser let på tå hen over mit græstæppe
Fuglekongen
Fantastisk fuglefløjt fungerer flot.
Favner bredt. Indtager alle, der vil indtages.
Solsorten sidder der stadig. Majestætisk. ”Dette er mit kongerige”. Jo, vi forstår dig, kong solsort. Din bror har lige danset let på tå hen over min græsplæne og nu sidder du og skuer ud over dit fuglekongerige og fløjter fornøjet. Jeg forstår dig godt. Og tak skal du have. Jeg vil kvittere med ekstra god fuglefoder til vinter.
Jeg kan ikke lade være med – igen – at sende beundrende tanker til skaberen. Hvordan er det dog muligt? Meget kan jeg forstår. Vigtigst er måske, at jeg forstår, at jeg ikke forstår. Hvis du altså – forstår.
Allan Ohms 