DEN HÅRDE OG MÅLRETTEDE TRÆNING er ikke forbeholdt cykelfreaks med ambition om at gøre karriere i en fransk mediecykelbegivenhed. Den daglige træning mod bestemte mål er også for erhvervsfolk – på job.
FLERE OG FLERE ønsker at træne sammen med en personlig træner eller som det hedder på nudansk: en coach. En undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation viser, at et stigende antal ledere går efter den personlige sparring, som gives af en coach. Samtidig er den kendte professionelle coach Arne Nielsson – tidligere tidobbelt verdensmester i kano – ved at slå sine egne tidligere rekorder med salget af bogen »Viljen til sejr 2« – en samling af coachens personlige erfaringer fra tusindvis velbesøgte foredrag og træningsseancer for dansk erhvervsliv.
HVEM BLIVER COACHET? Det gør den leder, der ejer virksomheden og som sidder alene på toppen, uden så mange medarbejdere, at der er etableret et lederteam. Det gør den leder, der ikke har en bestyrelse, men som indser nødvendigheden af, at en der ikke har noget i klemme, stiller frække spørgsmål. Det gør den leder, der hele tiden vil prøve sig selv af og hele tiden ønsker input udefra. Der tales også om coaching som lederstil, men den form for coaching er nok mere en talemåde end en præcis beskrivelse af kerneområdet for coaching i ortodoks form og måske et udtryk for, at der kan gå inflation i begreber.
COACHEN KAN HJÆLPE lederen med at strukturere samtalen og jagten på det, der driller, på uroen og utilfredsheden. Ofte kan et konkret problem på stedet vurderes: er det et problem eller ej. Er det måske ligefrem en skjult mulighed? Kan målrettet samtale give svaret på hvordan lederen oftere kan lykkes. På hvilke ressourcer og muligheder, der findes lige under den uro en konkret situation kan give. Muligheden for at turde vælge virkeligheden. Coachen har kun én pligt: at være en loyal modspiller og sparringspartner. Ikke den, der kommer med svarene – tværtimod hjælpes de frem ud fra en filosofi om, at svaret findes hos den, der spørger. Mange oplever, at den strukturerede samtale kan få tingene til at glide lettere. Den fastlåste situation får ny luft og muligheder viser sig. Fokus flyttes fra sort til hvidt. Verden forandrer sig ikke, men en ny vinkling viser nye veje og nye muligheder.
DENNE PERSONLIGE TRÆNING for virksomhedsledere lyder for nogle præcis så fremmed som den private (motions)træner lød for år tilbage. I dag er den private motionstræner velkendt og anerkendt. Det er nødvendigt at erhvervslivet lærer at træne, også på denne front – 1:1-træningen. Ellers kan vi ikke leve op til de krav vort moderne samfund stiller. Det er for mange erhvervsdrivende en ny tanke. Vi er ikke vant til at sætte tid af til træning og overvejelse på denne målrettede måde. Træning er for cykelryttere og andre sportsfreaks og hører ikke til i erhvervslivet, vel? Og dog. Ledernes undersøgelse viser, at coachingmetoden er i fremgang som et supplement for de mere ortodokse undervisningsformer (lige fra eksterne og interne kurser til interne mentorordninger). Vi er ikke vant til, at træning kan foregå mand til mand. Men hvis resultatet er bedre hverdage, bedre liv og bedre bundlinje, så er lederens frikvarter med coachen ikke overflødig luksus, men meget jordnær og resultatgivende læring.
Coach eller ej så handler det om, hvad det enkelte menneske vil. Selv den bedste coach kan ikke tvinge en udvikling frem. Hvis viljen er der, kan en coach hjælpe, men der er mange andre muligheder. Kolleger, venner, selvcoaching, læsning, stille reflekstion, meditation. Et klogt ord siger:
VILJEN TIL AT VILLE, giver evnen til at kunne. Med eller uden coach.