Stemningsrapport fra vores italienske tagterrasse.
Træerne foran mig er grønne.
De vajer. Som siv. Store siv.
Bagude bjergene.
Ser ud som om jeg kan hoppe derhen og løbe en kort tur på ryggen af bjergkæden.
Indbydende med grønne farver og bugtende trækæder.
Jeg kan ikke se bjørnene.
Eller slangerne.
Eller skorpionerne.
Så uskyldigt som verden på en globus.
Hvad gemmer de på.
Hvad bærer de på.
Hvad ligger de over.
Hvorfra kom de hvornår.
Kan jeg bestige jer.
Kan jeg indtage jer.
Når i nu bjergtager mig.
Jeg spørger.
Svarer I, søde bjerge?
From our terrace, Pratola Peligna (AQ)
At svaret bærer jeg i mig.
Eller det må jeg selv finde.
Hvad ved hvem mon, hvordan, hvornår.
Kirkeklokkerne ringer for mig.
Hiver mig ud af bjerglandskabet.
Kalder mig tilbage til nuet.
Væk fra den ene bjergtagethed.
Hen til den næste.
Jeg vælter mig i bjergtagethed og hvor er det dejligt.
Hvilken luksus.
Stilheden tager over efter kirkeklokkerne.
Den store stilhed mellem bjergene og byen og i nuet.
Jeg lytter.
Andægtigt.
Og smiler.
Tak for det hele.
Allan Ohms 