ET PAR MEGET BEROLIGENDE ORD om religionsforskrækkelse, religionsfremmedhed, religionsgenerthed – call it watt you want. Et konkret eksempel og lidt ord efter samme.
HÅBER IKKE JEG FORSKRÆKKER JER, kære læsere – min intention er at inspirere jer. Nogle vil kalde det mission. Og det er det også. Mission: get a better life. Eller på dansk: lad os tro på et liv før døden.
Dagens bøn - kan bruges uden recept
MANGE BLIVER LIDT SKRÆMTE, når de erfarer, at jeg læser dagens bøn. Selv garvede venner kan ikke helt skjule, at der på deres øjne kan læses: “gisp, manden er blevet hellig, kan det mon smitte”. Jeg ved ikke om jeg er mere hellig end andre. Jeg har blot opdaget, at meget af det kloge stof, som jeg gennem årene har læst om mindfullnes faktisk allerede er skrevet for en del år tilbage. Bibelen – som jeg ikke har læst fra ende til anden – salmerne – bønnerne. Her står det hele. Jeg har bare ikke forstået så meget af det. Fordi der bruges samme kodesprog som i moderne mnualer. Så har jeg ad forskellige veje fået lyst til at dykke lidt mere ned i manualerne og her åbnes en ny verden med meget indhold og mange kloge ord. Der er godt stof for den, der gerne vil arbejde med sig selv, sin egen udvikling og sin egen selvforståelse. Som et godt og nødvendigt afsæt til at forstå andre.
Selvhjælp
LÆSTE TIL MORGEN følgende på mailen. Jeg får på mail hver dag “dagens bøn”. I mange tilfælde kræver det en del energi at forstå indholdet. I andre tilfælde går den klart ind i hjertekuglen i første forsøg. Således i dag, hvor jeg læste følgende:
BEFRI OS FRA RASTLØSHD
Herre! Vi har så travlt. Vi mener tiden er knap, og vi skal nå så meget. Vi kan ikke finde ro. Vi iler af sted, for vi vil ikke gå glip af noget, og ubemærket svinder dagen bort mellem vores hænder. Det hele går så hurtigt, at vi ikke har tid til et smil, et knus, et kys. Er det for sent, Herre! Herre, befri os fra rastløshedens tyngende åg. Du forbliver den samme i går, i dag, i morgen. Vor fremtid er i dine hænder. Du alene kender morgendagen. Herre, forbarm dig over os. Giv os mod. Lær os at stoppe op og gå langsomt gennem dagen, så vi får øje på det forunderlige underlige liv, du har skabt; og dets mangfoldighed af mennesker, du har skabt i dit billede. Giv os tiden tilbage, så vi igen får tid til et smil, et knus, et kys, tid til at være sammen med dem, vi elsker, og dem, der nu kalder på os, og har brug for os. Gør os beredte til alt det, du vil med os. Lad det ikke blive for sent. Amen.
Fra bogen ”Bøn for livet” Unitas Forlag.
DET KAN LÆSES med overspringelse af Amen og Herre osv. I alle tilfælde er det tankevækkende ord for mig, her hvor feriens anden uge syns at fare afsted med langt over 110 km/t. Vi er nået dertil, hvor Via Napoli igen er “inde i kroppen” og dagligdagen har fået sin italienske rytme.
De bjergtagende, smukke morgener
DE SMUKKE MORGENER, kirkeklokkens masserende budskaber om, at der er gået et kvarter – samtidig med, at der er masser af klokkeslag endnu. Dagens rytme. Aftenerne på terrassen med udsigten til bjergene, hvor månen stille kommer omkring bjerghjørnet og lyser for os, mens et køligt glas finder vej til de andre. Tanken om, at dette ikke varer ved, kan godt stikke lidt i hjertekuglen og så gælder det jo bare om at vi skal glæde os over de gode stunder og bære dem med videre, så vi kan trække på dem, når dagligdagens trummerum og mange gøremål stiller krav til vores energiniveau.
OG DAGENS BØN er i alle tilfælde god at blive klogere af. Nok for de felste af os.
Allan Ohms 
Kære Allan
At tro er blevet noget, der gør en lidt mistænkelig.
Skægt som tingene i løbet af forholdsvis få år kan forandre sig. Da jeg var barn var det almindeligt at bede sit fadervor ved aftentid. At lære salmer udenad i skolen.og lære at synge dem.
Nu er det som sagt noget der virker mistænkeligt og kuriøst.
En gang imellem lister jeg til en gudstjeneste søndag formiddag. Ikke tit, for jeg holder også frygtelig meget af at bruge søndag formiddag på en lang gåtur med hunden, men det sker.Og her sker det af og til, at der er et dåbsselskab i kirken. Og der kommer jeg til at føle mig som en kuriøsitet.
For de kigger. De andre. Og undrer sig over, hvad jeg dog laver der på bænken. Alene. Uden selskabeller andet ærinde end at være til gudstjeneste?
Også på arbejdspladsen tales der jævnligt med hovedrysten om troende mennesker som værende lattervækkende, hjernevaskede eller ligefrem farlige.
Man skal være for at være troende og stå ved det. – nu.
Men vil straks søge efter dagens bøn. Den er fin .- den med rastløshed!
..
Kære Kirsten
Tak for din refelktion. Vi er enige.Dagens bøn får jeg med denne mail: noreply@kristendom.dk Mvh Allan
Kære Kirsten.
Jeg synes du kun maler med sort hvide streger. Jeg ser en opblædning af den synsvinkel, du beskriver. Mennesker har – mere end nogensinde – brug for noget at lægge ansvaret over på. Vi kan kalde det Gud eller noget andet. Når du forestiller dig, at folk kigger på dig og måske tænker deres, er det kun din fantasi, der er på spil. Hvis jeg skulle have mit barn døbt og der sad en helt fremmed i kirken, ville jeg også kigge for at se, om det var nogen, jeg kendte. Der er mange muligheder.
Jeg er ked af at læse din pessimistiske indlæg, fordi jeg ved, der er så meget positivt at hente i netop de miljøer stadigvæk. For eksempel har vi fået bedre og bedre præster, unge der følger med i livet og i det omgivende samfund. Præster der forstår at kommunikere et budskab ud til moderne mennesker. Det er da flot!
Jeg er helt med på, at folkekirken skal og kan forandres, men det er en stor skude at vende. Se på midnatsgudstjenesterne, hvor smukke de er og hvordan kirken på den måde tiltrækker sig mange flere end om søndagen. Der er behov for stilhed og omtanke – det kan kirken give og den gør altså, hvad den kan.
Midnatsgudstjeneste er et got tiltag. Et andet tiltag har jeg omtalt her:
Onsdagsrefleksion i Roskilde Domkirke: http://wp.me/p1w55H-eM
Pingback: Hvorfor siger bønner os ikke en bønne? | Allan Ohms
Tak for indlæget.
Den bøn læste jeg første gang 16/9 2008 og den sagde mig så meget at jeg noterede den ned.
Dejligt at blive mindet om den igen.
– Maria