Oslo, Kassel og verden: reaktioner på døden og rædslerne. Nærhedskriteriets betydning.


JO TÆTTERE PÅ, desto værre. Da jeg fredag aften sad i min nabos sommerhus og vi hyggede rigtig dejligt. Da tikkede en sms ind. Lars var kørt galt i Tyskland og hans kone, Sanne og han søn, Valdemar, var omkommet Stemning var med et slag forsvundet. Og den har været påvirket siden. Min nabo har passet Valdemar i børnehaven og vi kendte alle til familien, som har boet her på Sct. Jørgensbjerg. Nok til, at dette har gjort et meget stærkt indtryk. Ikke mindst tankerne omkring Lars og lillesøster Mathilde bliver ved at nage. Hvor må det være forbandet hårdt. Og på samme måde for den nærmeste familie, for vennerne og for medarbejderne.

DA JEG TIL LØRDAGSMORGENBORDET LÆSTE, at min ven Claes Kastholm, var faldet 8 meter ned i ennorsk kløft og kun overlevede på grund af et mirakel, blev jeg stille. En markant anderledes følelse, end når jeg læste avisens andre meddelelser om død og ulykke.

DA OSLO-KATASTROFENS REALITET stod os klart, sad vi alle og måbede. Kan ét menneske volde så megen ulykke. Og så i Oslo, som er lige rundt om hjørnet. Det var helt forfærdeligt og ikke til at tro på. Alt gik i stå. Nyhedsredaktionerne gik fuldstændig i panik og ryddede alle andre nyheder væk. Den kritiske sans og evnen til at stille de rigtige spørgsmål forsvandt for en tid.

MINDST 84 DRÆBT i Hama, står der til morgen i avisen. Langt inde i avisen. Ikke på forsiden. Ingen direkte og langvarig TV-transmission. Jeg sukker og bladrer hurtigt videre. Har travlt. Hæfter mig knap nok ved det. Lægger avisen fra mig. Tager den igen. Stod der det? 84 dræbt? Ja, det står der.

NÅR EN FACEBOOKSIDE på kort tid kan få tusinder til at donere 29 kr til indkøb af roser til Norge, så forstår vi alle. Samtidig sulter mennesker i Afrika, hvor pengene måske ville gøre mere nytte, kan man sige. Ingen kan være imod blomster til vores norske broderfolk, men hvor meget flytter det. Det er nok at være (for) meget rationelt tænkende?

ER DET DETTE MED AFSTANDEN. Er det fordi krigene foregår langt fra os, at vi tillader dem. Måske ligefrem siger de er nødvendige. Vi ser ikke de daglige rædsler, hverken her eller andre steder i verden, hvor døden hersker dagligt. Ja, nok. Og så er vi vel også nødt til at beskytte os selv. Lukke af for de mange uudholdelige katastrofemeldinger. Og det er lettere at lukke af på distancen.

DILEMMAET KENDES AF ALLE, men den bliver ubehageligt nærværende efter de ulykker, jeg nævnte indledningsvis. Er det for at overleve vi ikke tager døden så langt ind, med mindre den er fysisk tæt på?

DET KAN IKKE OVERRASKE, at det nære slår hårdere end det fjerne. Det personlige overgår det upersonlige, det ukendte. Sådan vil det altid være. Her er der pludselig ekstraordinært meget. Meget tæt på. Derfor dilemmaet. Dilemmaet er der imidlertid.

JEG VIL ALLIGEVEL TÆNKE OVER DET. Tænke over, hvad vi som enkeltindivider kan gøre for at markere vores frustration og sorg over verdens hårdhed. Hvad jeg selv kan gøre, på mit lille område. Ulykkerne er jo – når alt kommer til alt – en udløber af den verden, vi har skabt. Eller også har der altid været en portion død og ulykke i vores verden. Den har vist aldrig været ideel. Er den så blevet mere eller mindre ideel? Jeg ved det ikke. Jeg vil tænke over det.

Læs også:
Kassel: Kassel: tanker efter dødsulykken

Kassel: Døden SKAL have en årsag – refleksion over en dødsulykke og Ekstra Bladets flabede håndtering af den

Om allanohms

Læs "Om bloggen" på forsiden
Dette indlæg blev udgivet i Kirke, tro & tanker og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Oslo, Kassel og verden: reaktioner på døden og rædslerne. Nærhedskriteriets betydning.

  1. Henriette Bjergvang siger:

    Døden er bare så endegyldig og svær at rumme. Det er så meningsløst når især unge mennesker, må forlade livet. Det efterlader så megen sorg og fortvivelse hos dem, der nu skal til at leve med sagnet og fortvivelsen. Og når man så, som det forlyder at familienfaren fra Roskilde, kan se frem til, at blive anklaget for, at have forvoldt døden for sit barn og hustru, så er vi helt derude, hvor jeg i hvert fald ikke er i stand til, hverken at rumme eller forstå den fortvivelse han må føle. Jeg håber, at han er omgivet af venner eller familie, der kan støtte og hjælpe ham. Både i forhold til de menneskelig tab og de juristerier han nu skal til at stå overfor.

    • allanohms siger:

      Ja, Henriette. verden er nådesløs. Lars har god familie tæt på. Han er sej og han har en datter at kæmpe for. Han har noget at tro på og virke for, være for. Medarbejdere, familie og venner. Så jeg tror han kommer godt gennem det. Tror også der vil blive udvist stor forståelse fra alle sider. Når det er sagt, så er det jo en situation, hvor det er svært at få øje på lyset. Det er der.

      Som Leonard Cohen synger: There is a crack in everything. That’s how the light gets in. – jeg har citeret teksten og henviser til et link med Leonard Coehen her:

      http://tinyurl.com/3zgpdh9

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s