SIDDER OG LÆSER KRISTELIGT DAGBLAD (som er en aldeles suveræn avis). Her citeres Villy Søvndal,som jeg ikke er partikammerat med og ikke imponeret over. Se f.eks. dette blogindlæg.
Villy citeres for at sige følgende:
“Lad os skabe et nyt og bedre Danmark i et forpligtende fællesskab. Lad os gøre alle borgere til deltagere i samfundets udvikling frem for tilskuere til det”.
JAMEN DET ER DA RIGTIGT! Jeg tænkte: skal jeg nu bare nyde, at Villy og jeg er enige, eller skal jeg tjekke op på citatet? Jeg havde lyst til det første, men valgte det sidste. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg læste Villys kronik i JP: Det sorte årti.
LAD OS SE PÅ DET. Villy mener, at VKO-regeringen er skyld i alt negativt i 00’erne. Jeg er ikke imponeret af regeringens resultater, men heller ikke af Villy, som maler alt i rødt og sort i den velkendte, unuancerede og ensidige retorik. Hvem kan holde den ud? Og det gælder både blå og rød stue.
VILLY VIL KOMPENSERE ULYKKERNE ved at lave en samfundstrekant: “Forestil dig en trekant, hvor man skal have mest af det nederste og mindst af det øverste – lidt ligesom kostpyramiden. Lad os kalde den samfundstrekanten”. Først fik jeg nogle forkerte visualiseringer. Så kom jeg til mig selv igen. Det er vist noget andet, Villy mener. “Når en ny regering investerer i de personlige netværk og samfundsfællesskaberne, vil der også blive mindre behov for specialiserede tilbud, og dermed kan der spares en masse penge. Det er den eneste måde at fremtidssikre velfærden, uden at skulle afvikle den skridt for skridt, som blå blok lige så stille og roligt er i gang med”. OK, så er jeg med. Det er løsrevne sider af S+SFs pengemaskine. Jeg må tilstå, at jeg er enig med flertallet af økonomer, som ikke helt kan følge denne pengemaskine. Jeg tror fagøkonomer kalder det villyarder (i stedet for milliarder).
“VI ER PINLIGT BEVIDSTE OM, at pengene ikke hænger på træerne”. Det er jeg enig i. Pengene konfiskeres til statskassen. Men hvordan løser vi det? Jo, Villy ved det: “Den finansielle sektor må betale lidt mere til fællesskabet som tak for bankpakkerne”. Og så skal vi arbejde mere, det usunde skal være dyrere og vi skal studere lidt hurtigere. Jeg tænker igen på fagøkonomerne.
“SF HAR VILJEN, muligheden og evnerne til at gøre 10’erne til det årti, hvor disse fællesskaber igen styrkes – frem for at blive undergravet af en borgerlig regering, for hvem det er vigtigere at give flere privilegier til vennerne i bestyrelserne, direktionerne og i magtens korridorer”. Den lader vi lige stå et øjeblik.
KRONIK-FINALEN ER BOMBASTISK OG FLOT: Villy ønsker et samfund, “hvor alle danskere får lige muligheder for at forme det liv, de ønsker. Hvor alle kan forme deres eget liv – uagtet man er søn af en bistandsklient eller en bankdirektør. Hvor de personlige netværk og samfundsfællesskaberne bliver stærke fundamenter for et godt liv til alle”. Dt er flot. Hurra. Enig.
MIT PROBLEM ER FØLGENDE: Jeg tror mere end 80% af alle danskere, måske snarere mere end 90%, er enige i Villys varme ønsker. Og jeg tror på, at Villy tror på, at han kan indfri dem og at Villy tror på, at regeringen, i en trist cocktail af uformåenhed og ond vilje, ikke har gået efter det mål. I modsætning til Villy tror jeg, at de bløde ønsker i kronikken deles af 99% af alle danske politikere, VKO inklusive. Min bekymring går på, at der i de sidste 30 år har været mange gode ønske og en ubrudt række af beviser på, at de gode ønsker ikke kan føres ud i livet. Det tror jeg hverken rød eller blå stue kan.
JEG STOLER IKKE PÅ JER, kære politikere. Hverken jer fra blå stue eller jer fra rød stue. Hvis jeg skal tro på jer, så kaster I jeres private dagsordener overbord og erkender, at Danmark er i krise. Erkender, at hvis vi vitterlig vil alt det gode, der er i Villys drømme, så kan det kun ske med bred politisk enighed. V+K+S+R må gå sammen og udmønte den nødvendige politik og sætte deres taburetter ind på det. Jeg ved godt det er urealistisk. Jeg forstår ikke, at det er urealistisk og navnlig forstår jeg ikke, at Villy vil lægge navn til en sammenkogt ret af selvfølgeligheder og tomme ord. I en stund, hvor Danmark har brug for en fælles indsats.
OG HVIS LARS LØKKE nu skriver en kronik som Villys, så gælder foranstående også for Lars.
Hej Allan, Din generelle mistillid til politikerne hverken kan eller vil jeg tage fra dig. Jeg har det modsat. Jeg har generelt tillid til politikerne, men deler naturligvis langtfra holdninger med dem alle, Du efterlyser bred enighed, men det er en idealistisk fordring, der ikke kan opfyldes. Idelle fordringer findes ikke i et pluralistisk og demokratisk samfund, kun i diktaturstater. Politik i et pluralistisk og demokratisk samfund handler om at varetage forskellige og ofte modstridende interesser, og det synes jeg generelt vores politikere håndterer professionelt – både i rød, blå og grøn stue.
Hej Keld. Jeg ville så gerne have det som du. Hvad får dg til at have den generelle tillid? Synes du f.eks. at udviklingen i Danmark de sidste 30 år har været fornuftig?
Hvorfor skal bred enighed være en (utopisk) idealistisk holdning/drøm? Dt forstår jeg ikke. Jeg erkender det er sådan, men hvorfor går vi ikke efter det?
Vill du ikke nærmere forklare mig, hvad du mener med sætningen: “Idelle fordringer findes ikke i et pluralistisk og demokratisk samfund, kun i diktaturstater”.
Og sætningen: “Politik i et pluralistisk og demokratisk samfund handler om at varetage forskellige og ofte modstridende interesser, og det synes jeg generelt vores politikere håndterer professionelt – både i rød, blå og grøn stue”.
Jeg glæder mig til at blive klogere. Tak for dit indlæg. Mvh Allan
Kære Allan, Om udviklingen i DK har været fornuftig i de sidste 30 år afhænger vel af øjnene, der ser. Og det er netop kernen i et demokrati, at det er der forskellige meninger om. Udviklingen i DK har, som i andre samfund, været en blanding af godt og mindre godt. Jeg synes fx at vi har alt for meget bureaukrati og centralstyring, men der skal da nok være dem, der er uenige med mig, ellers ville det vel være afviklet forlængst.
Naturligvis kan hver enkelt af os have ideelle ideer om samfundsindretningen, det er der ikke noget galt i. Vi skal bare gøre os klart, at egne idealer ikke nødvendigvis deles af andre, og derfor må vi forhandle os frem til kompromisser for at få samfundet til at fungere. Det er vilkårerne for vores folkevalgte, og da store dele af lovgivningen, trods politiske uenigheder, vedtages af brede flertal i Folketinget, er det i min optik udtryk for en ansvarlig og professionel håndtering.
Så er der spørgsmål og emner, hvor vandene skiller. Tag fx efterlønnen. Hvem har ret, rød eller blå blok? Det afhænger af interesser og øjnene, der ser. Her er et kompromis ikke muligt, og så må den politiske kamp føres på synspunkter og meninger, og det er så flertallet i det nye Folketing, der afgør, om efterlønnen skal bestå eller afvikles.
Idelle fordringer findes nok i et demokrati, men uanset hvilket synspunkt du repræsenterer og synes er fornuftigt og ideelt, vil der altid være nogle, der har et andet synspunkt, og resultatet bliver derfor forhandling og indgåelse af kompromisser, der netop ikke repræsenterer din idelle løsning. Anderledes i et diktatur. Her kan den idelle løsning (set ud fra diktatoren) gennemføres uden hensyn til andres synspunkter. Du må ikke tage min sammenstilling som et forsvar for diktatur, for som salig Winston Churchill sagde: “Demokrati er den dårligste statsform, bortset fra alle de andre”.
Så med Churchills kloge ord lever jeg fint med, at jeg ikke får alle mine synspunkter gennemført i erkendelsen af, at demokrati er besværligt og langtfra altid leverer de optimale løsninger (set ud fra mit synspunkt).
Hilsen med ønsket om en god dag, Keld.
Hej Keld,
Churchill var en klog mand. Tak for det gode citat ;-) Du skriver:
Vi skal bare gøre os klart, at egne idealer ikke nødvendigvis deles af andre, og derfor må vi forhandle os frem til kompromisser for at få samfundet til at fungere.
Det er vi enige om. Jeg opfatter blot Danmarks situation som langt værre end i mange år. Det er netop derfor jeg kalder på det “store” kompromis: en regering hen over midten, bestående af partier, der vil noget mere og tør noget mere, fordi de går sammen. Det vil netop kræve store kompromisser, som du skriver der skal til for at få samfundet til at fungere.
Så er der spørgsmål og emner, hvor vandene skiller. Tag fx efterlønnen. Hvem har ret, rød eller blå blok? Det afhænger af interesser og øjnene, der ser. Her er et kompromis ikke muligt, og så må den politiske kamp føres på synspunkter og meninger, og det er så flertallet i det nye Folketing, der afgør, om efterlønnen skal bestå eller afvikles.
Min pointe er, at vandene skiller kunstigt. Politikerne ved godt, at efterlønnen er en fejl. Politikerne ved godt, at vi ikke har råd til den offentlige sektor, som gennem ti år har fået lov tila t vækste reelt ukontrolleret. Jeg hører fra rigtig mange kilder, at der simpelthen ikke er vilje til at gøre det nødvendige. Margrethe Vestager viste mod, men hvad skete med S og SF? Hvis vi efter valget skal køre igennem på en regering af den ene eller den anden art, så vil den ikke have kræfterne til at sætte ind. Regningen vil alligevel være der. Den blvier større, når intet gøres. Jeg er ikke imod demokrati, men et demokrati kan fungere på forskelige niveauer. Hvis vi skal på et højere og mere velfungerende niveau kommer vi det ikke ved at fortsætte sideskiftene til højre og venstre, men ved at vise vilje til at ville ville.
Også ønsket om en god dag til dig. Mvh Allan
Kære Allan, Jeg er helt enig med dig, hvad angår efterønnen, og også den alt for store offentlige sektor. Men prøv du at overbevise en ærkesocialdemokrat eller SF’er om dette. De har en helt anden samfundsopfattelse, end jeg har. Jeg er vildt uenige med dem (og de med mig), men som demokrat anerkender jeg deres ret til at have et andet samfundssyn end mit.
Med hensyn til politikernes vilje til at gøre det nødvendige, så er den der. Problemet er blot, at det nødvendige opfattes vidt forskelligt om du er socialdemokrat/socialist eller borgerlig/liberal. Det præger den politiske kampplads, ikke mindst nu, hvor vi er tæt på et valg.
Du skal afslutningsvis få endnu et Churchill-citat:
“På bunden af alle de anerkendelser, der ydes demokratiet, står den lille mand, der går ind i den lille stemmeboks med den lille blyant, sætter et lille kryds på et lille stykke papir – intet omfang af retorik eller omfangsrig diskussion kan på nogen måde formindske pointens overvældende betydning”.
Kære Keld,
Nej, det der er nødvendigt tror jeg godt politikerne ved. De ved også, at de bliver ikke valgt, hvis de erkender det. Det er et udslag af demokratiet. For at komme omkring den hindring mener jeg, og en del andre, at V+K?R+S burde binde sig til at gå ind for en række nødvendige tiltag, som vil være voldsomt upopulære, men som er nødvendige. Det er forsøgt af klogere folk end mig, men politikerne griner af det. Det er en naturlig føgle af problemets kerne: de kan ikke indrømme, at de er klar, at der gøres for lidt. Eksempel: Helle Thorning ved da udmærket, at efterlønnen er gift, hun ved, at vi ikke har tråd til så stor en offentlig sektor og hun ved, at 12 minutter mere om dagen intet løser. Hun har kun fokus på at kunne bevæge sig igennem ved hjælp af retorik og smarte ord. I kmodsætning til hvad Churchill mener, så er disse ord i dag med i stemmeboksen. Det er derfor vi, som har den idé jeg har beskrevet, føler os hjemløse i stemmeboksen – her er ikke rum for de, der mener, at politikerne ikke tør bide til bolle. Nu skrev du, at det er afslutnignsvis og det er også rigtig, at alting skal have en ende. Vi kan jo fortsætte dialogen, når vi mødes. Tak for god debat. Mvh Allan