Pandoras sammenbrud, bankerne og griskheden – og hvad med os andre?


PANDORAS SAMMENBRUD KAN VÆRE ENDELIG skriver Børsen i dag. 10 måneder efter at en samlet dansk verdenspresse flød over af benovelse i anledning af smykkefirmaet Pandoras børsintroduktion er samme danske verdenspresse nu gået i den anden grøft.

ERHVERVSLIVETS AVIS, Børsen, kritiserer, at bankerne har tjent 84 millioner kroner på at introducere Pandora på børsen. Det anføres– rigtigt – at bankerne – herunder den svenske bank, Nordea, nok har haft (for) store egeninteresser, da kursværdien skulle sættes.

Den svenske bank Nordea var med til at børsintroducere for 84 millioner kroner

NU ER EN RÆKKE AKTIONÆRER ”BLEVET BRÆNDT”. Og så kan man spørge, om det så ikke bare er enhver investors risiko? Jo. Og man kan også spørge: er Pandora, er finanskrisen, er Danmarks krise, er vestens krise udtryk for et generelt problem? Jeg tror svaret er ja. Vi lever som om der kun er én vej: fremad, opad. Vi har vænnet os til fremgang. Bedre vilkår og mindre indsats. Jeg tænker tit med bæven på det meget velfungerende romerriges storhed og fald. Vil det gå os på samme måde?

EN GOD VEN har sammenlignet Pandora med IT-boblen. Der hypes omkring tingene. Mikrofonholderne inviteres til fest og farve og i løbet af forbavsende kort tid er alle enige om, at her er et nyt mirakel. På et tidspunkt går luften af ballonen og så sidder den samlede presse på første række med mikrofonerne og spørger: hvad skete der egentlig? Jeg synes billedet er tankevækkende.

I SEPTEMBER 2010 var alt idyl. Et lille citat fra Berlingske (4. september 2010) viser lidt om tankegangen i en sag som denne:

Pandoras nuværende ejere, med kapitalfonden Axcel i spidsen, har hyret ikke mindre end seks storbanker og finanshuse til at hjælpe med at sælge Pandora-aktier for milliarder af kroner. Det er JP Morgan, Goldman Sachs og Morgan Stanley, der i øvrigt er blandt de fire største rådgivere på europæiske børsnoteringer i år, og Nordea, SEB Enskilda og Carnegie. Til gengæld er Danske Bank blevet holdt ude af den yderst lukrative børsnotering, fordi Danske Bank sagde nej til at finansiere Axcels Pandora-køb i 2008. Til gengæld stillede Nordea op og har derfor også fået en ledende rolle i børsnoteringen, herunder ansvaret for salg af Pandora-aktier til private danske investorer.

DR SKREV PÅ børsintroduktionens første dag, 5. oktober 2010 bl.a.:

Smykkefirmaet Pandora ser ud til at have en rigtig god første dag på børsen. Ved introduktionen i morges blev aktierne afregnet til kurs 210 – men allerede efter en halv time som børsnoteret virksomhed var kursen oppe på 238.
Dermed har investorerne allerede tjent 3,5 milliarder, og værdien af virksomheden er helt oppe på 30,8 milliarder kroner.

– Det er selvfølgelig tegn på en ekstremt stor interesse for aktien, og at nogle investorer ikke har fået den tildeling af aktier i forbindelse med børsintroduktionen, som de har ønsket sig. Og så køber de dem i markedet i dag, siger Mikkel Duus-Hansen der er aktiestrateg i Spar Nord Bank.

BRODERPARTEN AF AKTIERNE kom fra de gamle ejere. Selskabet fik et provenu på omkring 600 mio. kr., mens de eksisterende aktionærer fik et provenu på ca. 9 mia. kr. uden overallokering, der kan øge provenuet med yderligere omkring 1,3 mia. kr. til de gamle aktionærer. – Når broderparten går i sælgernes lommer, så er det fordi sælgerne ved noget, som køberne ikke ved, men det var ikke det billede, vi fik i går, vurderede analytiker Jens Houe Thomsen over for RB-Børsen den 6. oktober 2010. Mon han også mener det i dag?

I JUNI 2011 tager jeg et tilfældigt råd. Fra seniornalytiker Erik Bak, der den 27. juni – for godt en måned siden – sagde: – Selvom vi frygter, at væksten i salget i enheder vil aftage lidt, er prissætningen af Pandora aktien ikke længere afskrækkende, og slet ikke når vækstpotentialet på nye og eksisterende markeder tages i betragtning. Vores anbefaling til den risikovillige investor er derfor køb. Den 21. juni 2011 havde Handelsbanken denne anbefaling : “købsanbefaling og et kursmål på 240 kr. Efter den senere tids tilbagefald er aktien ifølge Handelsbanken blevet for billig, potentialet fremadrettet taget i betragtning”.

Nicolai Halvorsen

EN AF DE SYV DØDSSYNDER er griskhed. Mon ikke det er den vi ser, når bankerne skal have 84 millioner kroner for en børsintroduktion? Og ser vi ikke rigtig meget til den, også hos os selv. Og gør vi noget ved det? Griskheden er måske en af vores svøber, tænker jeg. Jeg er selv omfattet: har hus og bil og 28 par sko, talrige skjorter og iPhone, MacBook Air, PC, iPad, Megamusel og god rødvin i rigt mål. Og jeg løber stærkt for at få det hele til at blive til sammenhæng. Er målet vækst på alle felter – eller? Studenterpræsten ved Københavns Universitet, Nicolai Halvorsen, skrev den 23. februar 2009 disse ord om griskhed:

Illustration til Jan Lindhardts kronik, Berlingske

”Griskhed (latin: Avaritia) hører med blandt de tilsyneladende sjove. På den anden side må man overveje, hvor sjovt det er at rage til sig på andres bekostning. De fleste kan se, at griskhed er et udtryk for en indre tomhed, en længsel mod en sand fylde, som er blevet perverteret.

Griskheden er meget aktuel. Finanskrisen har afsløret næsten hele den finansielle sektor som griske. Som flere har bemærket ligger det muligvis indbygget i kapitalismen, der fremmer spekulation og akkumulering af profit.

Kapitalismen bunder i en forståelse af menneskets egocentrisme som en samfundsordnende kraft. Men hvis man forstår griskhed som udtryk for et fokus på mine egocentriske behovs opfyldelse, så er griskhed i dag en dyd. Stort set hele samfundet er indrettet på, at vi tænker på hvad der er godt for os. Det gælder ikke kun, hvor der er flest penge. Vi vil bruge andre ord om det end griskhed f.eks. nytte. Det er den tankegang, der ligger bag udtryk som ”hvad skal jeg bruge det til”. Problemet her er for mig at se, at man faktisk også bliver nødt til at tænke på helheden. Ikke blot på mig, men på os”.

Jan Lindhardt

JAN LINDHARDT, tidligere biskop over Roskilde Stift, skrev en fin kronik om griskhed i Berlingske, den 25. juli 2007: Griskhed en last bliver til en dyd. Lad mig citere to afsnit fra denne gode og tankevækkende kronik:

”Nået så langt var det nemt at omdøbe den tidligere last. Nu hed den ikke længere griskhed eller gerrighed, men flid, foretagsomhed, driftighed, profit etc., hvilket er den dyd, som hele samfundet hviler på, og som enhver økonomisk politik søger at give så gode udfoldelsesmuligheder som tænkeligt. Efterhånden blev hele vort økonomiske liv organiseret med den enkeltes egoisme som udgangspunkt. Arbejdsgiverne solgte varer og arbejderne solgte deres arbejdskraft, og alle forsøgte at tjene så meget som muligt. Stadig eksisterer denne tyrkertro på, at handel og industri gør folk fredelige. Send nogle penge til de skøre palæstinensere, så de kan komme i gang med noget fornuftigt: at tjene penge. Så skal de nok falde til ro.


Alligevel må man spørge, om vi kan klare os med profitmotivet alene, ikke blot i vort økonomiske liv, men i vort liv i det hele taget. Er det trods alt ikke en for begrænset målestok at anlægge på hele tilværelsen? I Bibelen er det en grundtanke, at den er stor, som tjener vel at mærke næsten. Når vi bruger ordet »tjene« er det næsten aldrig næsten, men os selv, vi mener. Vi har endda gradbøjet den bibelske tanke om, at den er stor, som tjener, til, at den er størst, som tjener mest. Jo mere man kan tjene sig selv, jo klogere er man. Det behøver ikke kun være i penge. I alle livets forhold gælder det om at »varetage sine interesser« og måske endda »realisere sig selv« ved at finde sit »selvværd« eller indre friværdi”.

HVAD MED OS (ANDRE). Vi er jo en del af det hele. Vi kan vist ikke klare den ved at ryste på hovedet, men må kigge indad og spøge os selv: hvad kan vi selv bidrage med. Skal vi tænke over det? Hvad vil vi? Hvad kan vi? Hvad gør vi?

Læs også: Pandora: Måske skal vi gøre som den 13-årige, der ikke ville invester i plastic-hestesko?

“Giv mig tålmodighed og frimodighed, i dag og alle dage”. Om at udforske i stedet for at afvise.

Om allanohms

Læs "Om bloggen" på forsiden
Dette indlæg blev udgivet i Erhverv, produkter & CSR og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Pandoras sammenbrud, bankerne og griskheden – og hvad med os andre?

  1. Henriette Bjergvang siger:

    Griskhed er ikke alene grimt og usmageligt, det er altså også samfundsskadeligt. Jeg kan kun være enig her, og tager stærkt afstand for enhver form for griskhed. Men det er måske også nemmere når man ikke selv har hverken penge. prestige eller noget der ligner.

    • allanohms siger:

      Gridshed er en lusket sag. Vi kan være griske på mange måder og oftest er det skjult for os. Så mit budskab er: det er klogt, hvis vi hver især holder udkig og bruger lidt energi på at feje for egen dør. Tak for indlægget. Mvh Allan

  2. Pingback: “Giv mig tålmodighed og frimodighed, i dag og alle dage”. | Allan Ohms

  3. Pingback: “Giv mig tålmodighed og frimodighed, i dag og alle dage”. Om at udforske i stedet for at afvise. | Allan Ohms

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s