Den anstrengende jagt på den evige lykke er slut (den fjerde af årets otte vindere i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence)


Denne kronik er en af otte vindere i Kristligt Dagblads kronikkonkurrence 2011 “Når virkeligheden overgår fantasien”. Du kan læse manuskriptet nedenfor eller den trykte kronik på linket.

Tegning af

Tegning af “min” kirke, Sct. Jørgensbjerg Kirke – nordens ældste stenkirke. Tak til Peter M. Jensen, Kristligt Dagblad

JEG ER DØBT, konfirmeret og gift. Er medlem af Folkekirken og har været det hele livet, alene med en pause i gymnasiet, hvor jeg ved at udmelde mig kunne ”slippe” for religion. Jeg fortrød udmeldelsen uden at gøre mig klart, hvorfor denne fortrydelse ramte mig. Jeg har ikke gået meget i kirke, kun noget. Jeg har ment, at der blev talt ned til kirkegængerne og at kirken er gammeldags og arrogant.

DET GØR JEG ikke mere. Højmessen giver god mening og nadveren er min fortrolige kammerat. Salmerne fremstår ikke fremmede og gammeldags, men givende. En hilsen fra fortiden, der ligger i min hånd og fryder mine ører. Kirkens ritualer er ikke irriterende og fremmede, men en smuk ramme, en forbindelse mellem fortid, nutid og med pil ind i fremtiden. Præstens ord giver mening. Jeg sidder og er – med biskop Peter Fischer Møllers ord – ”forundringsparat”. Klar til at lade præsten knytte an til de hellige skifter og brodere en dagsaktuel mening ind i det hele. Meningsfuld-hed. Lige der, i ”min” kirke, Sct. Jørgensbjerg Kirke, nordens ældste stenkirke. Den ligger på kanten til havnen og Roskilde Fjord og emmer af fortid, stolthed, afsavn og rigdom. Dens klokker ringer for mig fra tidlig morgen til aften. Jeg bor 100 meter fra kirken og kan sidde i min baghave og kigge forelsket på den. Dette Guds hus rummer noget særligt, som nu er kommet mere ind under huden på mig.

JEG BEDER FADERVOR morgen og aften. Funderer over, hvordan det er blevet en del af min travle hverdag. Husker, at jeg førhen har undret mig, når andre mennesker gjorde det samme. Forstod jeg det ikke, eller var jeg lidt skræmt af det? Var jeg bange for at blive fanget af et gammeldags og uigennemskueligt sortebrødreselskab? Nægtede jeg at lukke troen indenfor? Holdt jeg mig i bevidst uvidenhed?

SPØRGSMÅLENE STÅR I KØ. Jeg er ikke alene. Når jeg fortæller, at jeg har været i kirke, ved mange ikke, hvad de skal sige eller hvor de skal se hen. Det er nærmest lidt småpinligt. Nogle af mine nære venner har ligefrem givet mig et nyt kælenavn: ”kirkerotten”. Det er med sikkerhed kærligt ment, og samtidig siger det vel lidt om mine venners forlegenhed over min adfærd. De er måske bange for, at de er ved at miste mig til en sekt. Hvad er der sket med ham? Er han i krise? Er han blevet sær på sine gamle dage?

PÅ FACEBOOK går de fleste til makronerne. Men der danses forsigtigt udenom min melding om, at jeg nu har tjekket ind i Sct. Jørgensbjerg Kirke eller Roskilde Domkirke. Hvad skal man da også sige. Jeg behøver ikke bekymre mig, for ingen spørger: hvorfor gør du det? Der er jo så meget andet. En har fået ny cykel, en anden en kat og en tredje skal ud og flyve i ballon, hvis vejret tillader det.

NÅR JEG SLENTRER de få skridt til ”min” kirke med min salmebog i hånden mærker jeg blikket fra de omkringbonde. Nå da. Har han syndet? Igen. Vores flinke kirketjener, Henrik, står klar med salmebogen, men jeg har min egen. Det er noteret. Velkommen. Og så sidder jeg her. I en hel time med lige præcis den stilhed, der af alle kloge siges at være det vigtigste kilde til ny energi. Vi er ikke ret mange i kirken, men vi, der er kommet, får en overordentlig god behandling. Først et smukt præludium på orglet. Så bliver vi budt velkommen med smukke ord. Vi synger med levende akkompagnement og præsten fortæller og fortolker. Ritualet er en beroligende ramme. Her bliver vi ikke overraskede, men ved, hvad der kan ventes. Det spændende er, hvordan rammen i dag bliver fyldt ud. Kan jeg nu forstå budskabet og hvordan sætter det mine egne oplevelser i relief. Nadveren giver mig mulighed for dybere refleksion. Hvad var det Jesus måtte igennem og hvordan ser mine egne trængsler ud i dét lys? Jeg bliver lille og forstår bedre min egen størrelse. Begrebet ydmyghed bliver klarere for mig. Jeg får lyst til at være bedre til at være ydmyg, til at forstå mennesker og til at sætte mine egne behov lidt mere i baggrunden.

GUDS KÆRLIGHED er givet til os alle – uanset om vi er medlemmer i klubben eller ej. Jeg sidder her ikke for at få et kryds i Guds karakterbog, men for min egen skyld. Det hedder at tro på Gud, fordi Gud netop ikke kan bevises og det er hér det bliver langhåret. For i vores verden er alt, der ikke kan dokumenteres på TV pr definition mistænkeligt eller ikke eksisterende. Jeg har forligt mig med, at Gud ikke kan eller vil fjerne uretfærdighed, død, lemlæstelse, ulykke. Vi ved ikke, hvem der bliver ramt og ingen er på forhånd frikendt. Jeg vil ikke sige, at jeg forstår Guds kærlighed og så den ulykke, der rammer mange. Det tænker jeg meget over, men mere afslappet end før. Foreløbig er jeg nået til, at vi alle må gøre os umage. Vores lokale præst ændrede min verden og lagde alen til min forståelse ved ganske enkelt at sige: ”Vi jagter lykken, som kunne det være en permanent tilstand. Det kan lykke ikke. Vi kan ikke være lykkelige altid. Livet er hårdt. Det handler om at gøre det hårde arbejde og så nyde de gode øjeblikke”. Måske lyder det helt banalt, men præstens udlægning gav mig en ny dimension i ”forståelsen af mit liv”. Ja, jeg har agtet den evige lykke, som var det muligt at nå den. Sæt hak ved det og det og det – så ER du lykkelig, for altid. Og nej, sådan – forstår jeg nu – er det ikke. Derimod handler det om at nyde de lykkelige øjeblikke. Det har jeg før troet jeg forstod, men i dét sekund, lige der i ”min” kirke, gik det op for mig, at jeg ikke havde forstået det. Forløsningen gør mig friere, fordi jeg nu erkender, at jeg har levet et forpustet liv ud fra en forkert forudsætning. Jeg er stadig forpustet, men på en mere behagelig måde.

ER JEG SÅ SKUFFET over, at jeg ikke kan opnå evig lykke? Ja, lidt. Jeg vil gerne opleve den evige lykke og når jeg ærligt siger det, så erkender jeg samtidig, at det er lidt fattigt at tænke på den måde. Så jeg øver mig i at acceptere præstens helt rigtige udlægning af livet. Det kunne også kaldes ”at lære at leve i nuet”. Noget mange taler om og som også jeg har anset for at være den rigtige livsfilosofi, men jeg har blot ikke evnet at gøre det. Først nu forstår jeg hvorfor. Og jeg taler med Gud om det, fordi jeg behøver hjælp til at komme tættere på og erkende det endnu dybere i min mave og i mit sind.

OG JO, jeg er også selv lidt forlegen ved det. En af mine venner forklarede mig, at jeg er i gang med at missionere. Det forskrækkede mig, for det ønsker jeg ikke. Jeg er bare ivrig efter at andre end jeg måske kan genfinde kirken og troen. Grave den frem, for jeg tror den ligger dybt i os alle. Den er en del af vores kulturarv, vores historie og det at være menneske. Tror jeg. Min egen positive oplevelse har givet mig lyst til at dele det med andre. Jeg kan bare ikke selv fortælle historien uden de fleste bliver bange for, at jeg har mistet forstanden. Derfor har jeg på forskellig måde appelleret til at kirken bliver bedre til at sælge de gode varer en har hylden. Og jeg kalder lidt provokerende menigheden for de faste kunder. Måske er det for grænseoverskridende, men mit ærinde er blot et ønske om, at flere kunne turde tage imod det, kirken har givet mig.

I DAG skal jeg på Roskilde Festival, hvor jeg savner Stilhedens Katedral. Jeg var der også i går og af samme grund nåede jeg ikke min Højmesse i dag. Pyt. Jeg glæder mig til på onsdag, hvor der er refleksionsstund i Roskilde Domkirke. Klokken 12 mødes vi og samles i stilhed tyve minutter. I Guds smukke hus, det nyistandsatte Sankt Andreas Kapel, hvor Peter Brandes så smukt har skildret Jesus lidelser for os og symbolsk gengiver det amerikanerne ville kalde a new beginning. Sådan en fik jeg i kirken og den har givet min tro ny energi og mit liv større glæde. Og til beroligelse for mine nærmeste:

JEG HAR IKKE MISTET FORSTANDEN eller jordforbindelsen. Jeg har blot fundet ro i kirken, og taget mig sammen til at tage imod. Hvilket hermed ydmygt anbefales til jer alle.

Denne kronik er en af otte vindere i Kristligt Dagblads kronikkonkurrence 2011 “Når virkeligheden overgår fantasien”.

LÆS KRONIKKEN I KRISTELIGT DAGBLAD, HER

Om allanohms

Læs "Om bloggen" på forsiden
Dette indlæg blev udgivet i Kirke, tro & tanker og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Den anstrengende jagt på den evige lykke er slut (den fjerde af årets otte vindere i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence)

  1. Jakob Zeuner siger:

    Kære Allan,

    Det er en flot, velskrevet kronik i din vante, fine indadvente form, hvor dine eksistensielle overvejelser bliver analyseret og kommer ud som livsvisdom, som vi alle – også vi ikke-troende – kan og bør forholde os til. For os, som har fulgt dig længe og gennem mange vidt forskellige guruer, er det jo Ikke ukendte spørgsmål. Dem har du tumlet med længe, men det er skønt at se, at du virker, som om du nu har fundet din sjælefred i Guds hus.
    Det skulle dog ikke undre mig, hvis du en dag når en skridt videre. Hvorhen ved jeg ikke, men du er et søgende menneske, og selvom det måske lige nu ikke synes mulig, så er der måske stadig nogle af sindets veje, som du stadig ikke har betrådt.
    Vi ses forhåbentlig derude i det ukendte.

    med kærlig hilsen
    Jakob

    PS. af hensyn til dem, der er forskrækkede for mange ord, bør du nok slette den halvdel af teksten, som er dubleret :-)

    • allanohms siger:

      Kære Jakob

      Tak for dine ord, som jeg sætter pris på og lytter til. Også når vi er enige, som nu ;-) Flot skrevet. Og ja, der er mange ubetrådte stier, så der er noget at arbejde med. Og ja tak, lad os mødes derude i det ukendte – også.

      Jeg var ikke opmæksom på gentagelse – det vil jeg lige rette. Tak for det også. Kærlig hlsen fra Allan

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s