I TO-ÅRERS INRIGGER på tur i det sydfynske øhav. Med to gamle rokammerater. 29. år i træk. Det er afslappende og opmuntrende. Stille og roligt glider båden gennem søerne, fra ø til ø. Gensyn, når vi kommer frem og gensynsglæde hos alle. Efter mange år i samme område kender vi hinanden.
KORSHAVN PÅ AVERNAKØ er fast holdepunkt. Her skåler vi i Vernet Branca med Laurits Juul, 79-årig fisker. I en årrække var hans kone, Karen, havnefoged. Hun døde desværre pludseligt for nogle år siden. Laurits bor alene og tager af sted i hans jolle hver morgen kl 05:00. Trofast og med ihærdighed og stålsathed. Med livsglæde og en beundringsværdi ro i sind og sjæl. Hans djærve fynske dialekt og hans milde sind er en god cocktail. Vi får de seneste historier om det lokale liv og vi fortæller nyt fra verdenshavene.
DETTE ÅR VAR DER LIDT PANIK, fordi Laurits skulle til fødselsdag. Det truede vores sædvanlige praksis. Den består i at vi besøger Laurits i hans dejlige hus ved havet. Egen bådebro og et sødt lille lysthus, hvor navnet – Kystens Perle – står på den hvide bænk. Laurits henter harmonikaen og Arne Brandmand kommer med det lokale sanghæfte. Sangbog er mere korrekt, for her er rigtig mange, gode danske sange. Vi synger og hygger, men i år måtte programmet komprimeres, fordi Laurits skulle til fødselsdag 11:45.
DET BLÆSTE OP og vi besluttede at blive et døgn og blev inviteret på frokost hos Arne Brandmand, der serverede rødspætter fanget af Laurits. Fantastisk velsmagende og hyggeligt. Arne bor i campingvogn med en helt enestående udsigt ud over bakker og øhavet. Forstår godt, at han ikke bliver træt af det
sted. En grøn perle.
TIL MORGEN ROEDE VI så af sted, men vi blev ringet op i båden: Kim havde glemt et par robukser! Så ind til land, hvor bukseejeren sammen med Arne Brandmand indledte jagten på bukserne. En sød tysker – tidligere racerkører – var cyklet i forvejen for at fange robåden. Nu går den vilde buksejagt, mens vi sidder tålmodigt ventende i robåden. Tyve meter herfra stikker to sæler deres glatte sælhoveder op og kigger nysgerrigt: hvad i alverden foregår der her? Det samme tænker vi. Hans Arne og jeg drøfter nu hvordan vi skal udmåle straffen for denne bukseforglemmelse. Han har på grund af glemsomhed sat to tyskere, en brandmand, hele besætningen, to sæler og en norsk byhund i arbejde. Det må blive i den absolut høje ende af bødeskalaen.
I VENTETIDEN nyder jeg lyden af vand, der glider ind over strandengen, de høje, grønne skrænter og bagude øhavet og de mange hvide sejl. Himlen er blå og solen pipper frem og varmer os. Hans Arne øser regnvand ud af båden, mens den ene sæl kigger op en gang mere. Den norske byhund tager en svømmetur.
TANKERNE HIMMELFLUGTER og jeg nyder naturen. Nyder at være i godt lag. Nyder at være til. Tak for en vidunderlig uge fra Svendborg til Drejø – Avernakø – Ærøskøbing – Rudkøbing – Troense og Svendborg.
Læs også: Tanker fra en robåd – storpolitik i det sydfynske øhav
Uha det bliver interessant læsning til næste år – om jubilæums turen…
Ja, det bliver rigtig spændende. Forberedelserne ER igangsat ;-) Mvh Allan
Pingback: Tanker fra en robåd – storpolitik i det sydfynske øhav | Allan Ohms
Skønt.. og tak for de mange sjove videoklip fra turen, I er super gode til det der baglænsroning, og jeg stemmer for at de andre lader dig styre lidt mere.. ;-)
Jeg forstår altså ikke det med at Kim kunne glemme sine robukser.. hvad bruger han dem til..?? :-D
Kære Inge Kim var lidt chokeret. Fredag aften gik jeg tidligt hjem fra Strandlyst. Vores tre rokammerater fra Lygten var ikke kommet hjem og da de havde hugget vores køjerum riggede jeg en vandbalje til. Det er noget Kim har lært mig. Det foregår ved a en opvaskebalje fyldes op og stilles verst på kanten af en dør. Den skal stå lidt åben. Når døren åbnes, falder baljen ned. Inden den rammer, er vandet røget ud, så den eneste skade er vandet. Jeg tog fejl, for Lygten kom ikke først hjem. Det gjorde Hans Arne og Kim. De kom op og jeg vidste, at de begge skulle ind i køjerummet for at hente en madras. Da Hans Arne sidste år fik en balje i hovedet, synes jeg det ville være synd om han igen skulle gå i fælden. Jeg overvejede hvordan jeg kunne lokke Kim til at gå forrest. Det gjorde jeg ved at fortælle ham, at der kun var én madras tilbage, så han burde nok skynde sig foran Hans Arne. Hvis han nu havde været høflig, så var han ikke løbet afsted. Men han var ikke høflig. Han løb foran Hans Arne og blev ramt af baljen. Hans Arne beretter, at Kim var nærmest paralyseret. Dels var han gennemblødt af en fuldtræffer og dels var han chokeret over at gå i egen fælde. Hans Arne udstødte spontant: Det var vel nok synd, Kim. Så derfor forstår du nok, at Kim var ikke helt sig selv de første dage efter dette lille venskabelige intermezzo. Kh Allan
Hahahaaaaaa…. hvor er du dog en betænksom fyr Allan.. sådan at fordele vandet ligeligt mellem HA og Kim.. :-) Hvor er den video du tog af det stunt.. :-) og ja det er vel nok synd for Kim.. :-D
Retfærdigheden skal ske fyldest!
Pingback: Billeder af et venskab – fra Bølgeskvulps tur (forhåbentlig til inspiration) | Allan Ohms
Pingback: Billeder af et venskab – fra Bølgeskvulps tur (forhåbentlig til inspiration) | Allan Ohms
Pingback: Tanker fra en robåd – storpolitik i det sydfynske øhav | Allan Ohms
Pingback: Mindeord for Hans Arne Larsen - Allan Ohms