Hvem skal vi stemme på på torsdag?


Kim Fournais

KIM FOURNAIS fra Saxobank påpeger i Børsen, at erhvervsfolk bør blande sig i valgdebatten og give til kende, hvordan de ser på valget. Jeg vil gerne følge opfordringen. Selvom det ikke er så let. Når jeg vurderer blå bloks resultater på ti år, så giver jeg ikke topkarakter. Meget kunne være bedre. Samtidig må jeg retfærdigvis vurdere, om der var sket mere, hvis rød blok havde været ved roret i samme periode. Det tror jeg ikke. Og jeg vil i hvert fald advare mod at stemme med følelserne og stemme rødt, blot fordi du måske synes blå blok har været for ringe.

Margrethe Vestager

MARGRETHE VESTAGER hæver sig som en politiker med indsigt og viden. Hun viste mod ved at holde fast i forhandlingerne og hun fik et fint resultat omkring tilbagetrækningsreformen.  Hendes politik er fornuftig, men jeg kan simpelthen ikke få denne fornuft til at passe, når Vestager uden forbehold støtter den kandidat, der i årevis har ladet hånt om de radikale. En stemme på Vestager er desværre en stemme på rød blok. Derfor er der mange, der undlader at stemme på Vestager, selvom de mener hun burde være statsminister. Jeg kan heller ikke anbefale en stemme på R.

Johanne Schmidt Nielsen

ENHEDSLISTEN har min respekt på grund af deres retspolitik og deres sobre arbejde i Folketinget. Vores veje skilles, når partiet vil nationalisere A. P. Møller og LEGO, hvilket kun er toppen af isbjerget. Partiet respekterer ikke private virksomheder overhovedet og deres økonomiske forståelse i forhold til landets muligheder er endnu ringere end S og SFs.

Villy Søvndal

SF har under Villy Søvndals ledelse foretaget så mange holdningsskift, at Søvndal er pisket rundt i manegen af hans egne. Jeg tror ikke på Villys polerede overflade. Kim Fournais nævner, at SF ifølge partiprogrammet støtter ”en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen”. Hidtidige forsøg hermed er ikke vellykkede. ”SF vil arbejde for en afvikling af Nato”. Er tiden moden til det? Eller til at ”den socialitiske markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor”? Jeg tror ikke det er vejen frem, hvis vi vil bevare velfærdsstaten Danmark.

Pia Kjærsgaard

DANSK FOLKEPARTI har haft stor indflydelse, men har altid taget sig gruelig godt betalt. Alene deres holdning til udlændinge forhindrer mig i at stemme på dem og det samme gælder partiets populistiske ageren.

Helle Thorning Schmidt

SOCIALDEMOKRATIET har historisk gjort en stor indsats for Danmark. Det skete under ægte socialdemokrater med holdning og ægte socialdemokratiske værdier. Partiet vragede for få år siden en ægte socialdemokrat, Frank Jensen, og valgte en karrierekvinde, der dygtigt har albuet sig frem. Jeg tror ikke Helle Thorning er socialdemokrat. I hvert fald betaler hun ikke skat og afgifter med glæde og hun har ikke styr på økonomien. Kristendemokraterne er ikke et reelt alternativ, dertil er partiet for svagt funderet og deres forslag for flagrende.

Anders Samuelsen

LIBERAL ALLIANCE har en spændende idé om en skat på 40% og mange gode pointer. Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll er dygtige, men kan de styre resten. De hoppede ud af tilbagetrækningsreformen. Jeg tvivler desværre på gennemslagskraften og holdbarheden i et så nyt parti og her skræmmer sporene fra etableringen.

Lars Løkke og Lars Barfoed

TILBAGE ER Venstre og Konservative. De formåede at skabe balance i dansk økonomi og de har haft styr på arbejdsløsheden. Deres økonomiske reformer har ladet vente på sig og deres satsning på en markant stigning af antallet af offentligt ansatte mener jeg ikke Danmark har haft råd til. Men  skaden er sket og jeg må derfor konkludere, at en stemme på V eller C er en stemme til sikring af Danmarks fremtid.

Om allanohms

Læs "Om bloggen" på forsiden
Dette indlæg blev udgivet i Debat, politik & samfund og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Hvem skal vi stemme på på torsdag?

  1. Anker G. Nielsen siger:

    Hvad blev der af Liberal Alliance?

  2. Fin analyse, jeg er bare ikke enig. En stemme på Radikale er en stemme på et opgør med blokpolitiken, ikke blot en stemme på “rød blok”. Kan vi ikke nok komme videre? Eller måske snarere tilbage til en tid før præsidentvalgene, hvor kompromiser og bred enighed banede vejen? Vestager har med sit engagement i efterlønsreformen vist, at hun mener det alvorligt. Det er ikke bare tomme løfter. Og pt. er det det eneste parti, der formår at tænke en smule visionært og ikke bare komme med boligpakker der skader mere end de gavner.

    Og din beskrivelse af V og K er da langt fra opløftende for forhåbningerne for fremtiden. Så hvorfor stemme på dem? Og hvem af dem vil du så egentlig stemme på? For en stemme på K er måske også en stemme på rød blok…

    Kom nu! Er der nok, der stemmer på Margrethe V tager hun jo statsministerposten, så kan “rød og blå stue” byde ind fra hver side med deres bedste.

Skriv en kommentar